Henrik Ibsens skrifter: Fru Inger til Østråt

Finn
(efter et ophold).

Hvem var Knut Alfsøn?

Bjørn.

Herskabet siger, han var Norges sidste ridders-
mand.

Finn.

Og Danskerne fældte ham jo i Oslo-fjord?

Bjørn.

Spørg en femårs gut, ifald du ikke véd det.

Finn.

Så Knut Alfsøn var altså vor sidste ridders-
mand? Og nu er han død og borte! (idet han holder

s. 8

hjelmen ivejret). Ja, så kan du gerne finde dig i at
hænge blank og pudset i riddersalen; for nu er du
ikke andet end en tom nøddeskal; kærnen – den
har ormene ædt for mange vintre siden.

Hør, du Bjørn, – kunde en ikke sige, at Norges
land også er slig en tom nøddeskal, ligervis som
hjelmen her; blank udenpå, ormstukken indeni?

Bjørn.

Hold kæft og pas din dont! – – Er hjelmen
færdig?

Finn.

Den skinner som sølv i måneskin.

Bjørn.

Så sæt den væk. – – Se der; skrab gravrusten
af sværdet.

Finn
(vender og drejer på det).

Men kan det lønne sig?

Bjørn.

Hvad mener du?

Finn.

Eggen er borte.

Bjørn.

Kommer ikke dig ved. Lad mig få det. – –
Se der er skjoldet.

Finn
(som før).

Det mangler håndgrebet, du!

Bjørn
(mumler).

Ja, gid jeg såsandt havde et håndgreb i dig,
som –

Finn
(nynner en stund for sig selv).

Bjørn.

Hvad er det nu?

Finn.

En tom hjelm, et sværd uden egg, et skjold
uden håndgreb, – se, det er hele herligheden. Jeg
tror, ingen skal kunne laste fru Inger, fordi hun
hænger slige våbenstykker pudsede på salsvæggen,
i stedet for at lade dem rustne i Danerblod.

Bjørn.

Ej, snak; vi har jo fred i landet, véd jeg.

Finn.

Fred? Ja, når bonden har skudt væk sin sidste
pil, og ulven har stjålet hans sidste lam ud af fjøset,
så holder de også fred sig imellem. Men det er nu
sådant et underligt venskab. Nå, nå; lad den ting
fare. Det er ganske rimeligt, som jeg sagde, at rust-
ningen hænger blank i salen; for du kender vel det
gamle ord: «kun riddersmanden er en mand»; – og
da vi nu ikke længer har nogen riddersmand her-
tillands, så har vi altså heller ingen mand; og hvor
der ingen mand er, der får kvinden råde; se, derfor –

Bjørn.

Derfor – derfor råder jeg dig at holde inde
med al den rådne snak!

(han rejser sig.)

Det lakker udover kvelden. Se der; du kan
hænge hjelm og plade ind i salen igen.

Finn
(dæmpet).

Nej, lad det heller være til imorgen.

Bjørn.

Nå, du er vel aldrig mørkræd?

Finn.

Ikke om dagen. Skulde det hænde sig, at jeg
var det ved kveldstid, så er jeg ikke alene om det.
Ja, du ser på mig; men du skal vide, nede i borge-
stuen går der snak om så mangt og meget. (sagtere.)
Der er en og anden, som mener, at der vandrer en
stor sortklædt skikkelse der inde hver evige nat.

Bjørn.

Kærringsladder!

Finn.

Ja, men de bander allesammen på, at det er
sandt.

Bjørn.

Det tror jeg nok.

Finn.

Det forunderligste er, at fru Inger har den
samme mening –

Bjørn
(studsende).

Fru Inger? Nå, hvad mener hun?

Finn.

Hvad fru Inger mener? Ja, se, det er der nok
ikke mange som véd. Men visst er det, at hun har
ingen ro på sig. Kan du ikke se, at hun blir blegere
og magrere dag for dag? (med et forskende øjekast.) Folkene

s. 11

siger, at hun aldrig sover, – og at det er for spøgel-
sets skyld –

Bjørn.

Og slig dumhed tror du på?

Finn.

Ja, så halvvejs. Der er ellers de, som udlægger
den ting på en anden måde. Men se, det er nu
bare ondskab. – Hør, du Bjørn, – kender du visen,
som går landet rundt?

Bjørn.

En vise?

Finn.

Ja, den er i folkemunde. Det er en skammelig
nidvise; det forstår sig. Men den går ret artigt for-
resten. Hør nu bare efter.

(han synger med dæmpet stemme:)

Fru Inger sidder på Østråt gård;

hun er vel svøbt i skind.

Hun er vel svøbt i fløjel og mård;

hun fletter de røde guldperler i hår, –

men har ikke fred i sit sind.

Fru Inger har solgt sig til Danskens drot.

Hun skikker sit folk i fremmedes vold,

som vederlag – –

Bjørn.

Og jeg skal skikke dig djævelen i vold uden
vederlag, dersom du mæler et uhøvisk ord til om
fru Inger!

Finn
(idet han river sig løs).

Nå, nå, – er det mig, der har gjort visen?

Bjørn.

Hys, – hvad er det?

Finn.

Et horn. Så får vi nok gæster ikveld.

Bjørn
(ved vinduet).

De åbner porten. Jeg hører hovslag i borg-
gården. Det må være en riddersmand.

Finn.

En riddersmand? Det kan det vel neppe være.

Bjørn.

Hvorfor ikke?

Finn.

Selv har du sagt det: vor sidste riddersmand
er død og borte.

(han går ud til højre.)

Bjørn.

Den forbandede skelm, – han har øjnene med
sig overalt. Så lidt har det da bådet, alt det jeg
søgte at dølge og dække. Hun er i folkemunde; det
vil ikke vare længe, før hver mand råber, at –

Eline Gyldenløve
(kommer atter gennem døren til venstre; hun ser sig om og spørger
med undertrykt bevægelse:)

Er du alene, Bjørn?

Bjørn.

Er det jer, jomfru Eline?

Eline.

Hør, – fortæl mig et af dine eventyr; – jeg
véd, du kan flere end dem, som –

Bjørn.

Fortælle? Men nu, – så sent på kvelden –?

Eline.

Ifald du regner fra den tid her blev mørkt på
Østråt, så er det visselig sent.

Bjørn.

Hvad fejler jer? Er der gået jer noget imod?
I er så urolig.

Eline.

Det er muligt.

Bjørn.

Der er noget ivejen. I det sidste halve års tid
har jeg knapt kunnet kende jer igen.

Eline.

Husk på: i et halvt år har Lucia, min kæreste
søster, sovet i ligkælderen.

Bjørn.

Det er ikke derfor, jomfru Eline, – det er ikke
alene derfor, at I går omkring, snart tankefuld og
bleg og stille, snart vild og rådløs, som nu ikveld.

Eline.

Mener du? Og hvorfor ikke? Var hun ikke
mild og from og fager som en sommernat? Bjørn,
– jeg siger dig, jeg havde Lucia kær som mit eget

s. 14

liv. Har du glemt, hvor tidt og mange gange vi
sad som børn på dine knæ om vinterkvelden? Du
sang viser for os, og du fortalte – –

Bjørn.

Ja, dengang var I fro og glad.

Eline.

Ja, dengang, du! Da leved jeg vel et dejligt
liv i eventyr og i mine egne tanker! Kan det være
troligt, at stranden dengang var så nøgen som nu?
Var den det, så mærked jeg det ikke. Dernede var
det jeg helst gik og digted alle de fagre krøniker;
mine helte kom langvejs fra og foer over havet igen;
jeg selv leved iblandt dem og fulgte med, når de
drog bort. (synker ned på en stol.) Nu kender jeg mig så
mat og træt; mine eventyr kan ikke nære mig længer;
– de er kun – eventyr. (rejser sig heftigt.) Bjørn, –
véd du, hvad der har gjort mig syg? En sandhed.
En styg, styg sandhed, som nager mig nat og dag.

Bjørn.

Hvad mener I?

Eline.

Kan du mindes, at du stundom gav os leve-
regler og gode råd? Søster Lucia fulgte dem; men
jeg, – Gud bedre!

Bjørn
(trøstende).

Nå, nå!

Eline.

Jeg véd det, – jeg var stolt, hovmodig! Når
vi legte sammen, vilde jeg altid være dronning, fordi
jeg var den største, den fagreste, den kløgtigste.
Jeg véd det!

Bjørn.

Det er sandt.

Eline.

Engang tog du mig ved hånden og så alvorligt
på mig, idet du sagde: vær ikke stolt af din fager-
hed og din kløgt; men vær stolt som ørnen på
fjeldet, hver gang du tænker på, at du er Inger
Gyldenløves datter!

Bjørn.

I havde vel grund til at være stolt derover.

Eline.

Ja, det fortalte du mig tidt nok, Bjørn! O, du
fortalte mig så mange eventyr dengang. (trykker hans
hånd.) Tak for dem allesammen! – Fortæl mig endnu
et; det turde hænde sig, at jeg blev let tilsinds igen,
som før.

Bjørn.

I er jo ikke længer noget barn.

Eline.

Tilvisse! Men lad mig bilde mig ind, at jeg
er det. – – Nu; fortæl!

Bjørn.

Der var engang en højbåren riddersmand –

Eline,
(der uroligt har lyttet mod salen, griber ham i armen og udbryder
heftigt men hviskende):

Hys! Skrig da ikke så; – jeg er jo ikke
tunghørt!

Bjørn
(sagtere).

Der var engang en højbåren riddersmand, om
hvem der gik det sælsomme ord – –

Eline
(rejser sig halvt op og lytter i ængstelig spænding mod salen).

Bjørn.

Jomfru Eline, – hvad fattes jer?

Eline.
(sætter sig atter).

Mig? Ingenting. Fortæl du kun.

Bjørn.

Nå, som sagt, – når han så en kvinde stivt
ind i øjet, så glemte hun det aldrig siden, men fulgte
ham i tanken, hvor han gik og stod, og sygnede
hen af sorg.

Eline.

Det har jeg hørt. – – Det er forresten ikke
noget eventyr, det, du der fortæller. Thi ridders-
manden, som du beretter om, er Nils Lykke, der
endnu den dag idag sidder i det danske rigsråd –

Bjørn.

Kan vel hænde.

Eline.

Nu ja, lige godt; – bliv kun ved!

Bjørn.

Og så begav det sig engang –

Eline
(rejser sig pludseligt).

Hys; vær stille!

Bjørn.

Hvad nu? Hvad går der af jer?

Eline
(lyttende).

Hører du?

Bjørn.

Hvilket?

Eline.

Det er der! Ja, ved Kristi kors, det er der!

Bjørn
(rejser sig).

Hvad er der? Hvor?

Eline.

Hun selv, – i riddersalen –

(hun iler op mod baggrunden.)

Bjørn
(følger efter).

Hvor kan I tro –? Jomfru Eline, – gå til
jert kammer!

Eline.

Hys; stå stille! Rør dig ikke; lad dig ikke se!
Vent; – der kommer månen frem –. Kan du skimte
den sorte skikkelse –?

Bjørn.

Ved alle hellige –!

Eline.

Ser du, – der vender hun Knut Alfsøns billede
indad mod væggen. Ha-ha; det stirrer hende nok
for stivt i øjnene!

Bjørn.

Jomfru Eline, hør mig!

Eline
(idet hun går nedover mod ildstedet).

Nu véd jeg, hvad jeg véd!

Bjørn
(hen for sig).

Så er det dog sandt!

Eline.

Hvem var det, Bjørn? Hvem var det?

Bjørn.

Det så I ligeså grant som jeg.

Eline.

Nu vel? Hvem så jeg?

Bjørn.

I så eders moder.

Eline
(halvt for sig selv).

Nat efter nat har jeg hørt hendes skridt der-
inde. Jeg har hørt hende hviske og vånde sig som
en uløst sjæl. Og visen siger jo –; ah, nu véd
jeg det! Nu véd jeg, at –

Bjørn.

Stille!

Eline
(sagte, følger hende med øjnene).

Så drivende hvid, som en dødning – –!

Bjørn.

Hvad er der nu?

Eline.

Gå ud og se efter, hvad det gælder!

Ejnar Huk
(i døren).

Lige ind til hende! Og så ikke forsagt!

Bjørn.

Hvad søger I?

Ejnar Huk.

Fru Inger selv.

Bjørn.

Fru Inger? Så sent på kvelden?

Ejnar Huk.

Sent, men tidsnok, tænker jeg.

Bønderne.

Ja, ja, – nu må hun høre os!

Fru Inger.

Hvad vil I mig?

Ejnar Huk.

Vi søgte eder, højbårne frue, for at –

Fru Inger.

Nu vel, – sig frem!

Ejnar Huk.

Nå, det er jo en ærlig sag. Kort og godt, –
vi kommer for at bede eder om orlov og våben –

Fru Inger.

Orlov og våben? Hvortil?

Ejnar Huk.

Der er kommet det rygte over fra Sverig, at
almuen har rejst sig i Dalarne og stævner imod
kong Gustav –

Fru Inger.

Har almuen i Dalarne?

Ejnar Huk.

Ja, så går ordet, og det skal være ganske sikkert.

Fru Inger.

Nu, – om så var, – hvad har da I med Dal-
karlenes rejsning at gøre?

Bønderne.

Vi vil med! Vi vil hjælpe til! Fri os selv!

Fru Inger
(sagte).

Ah, skulde tiden være kommen!

Ejnar Huk.

Fra alle de norske grænsebygder stryger bønder
indover til Dalarne. Selv fredløse mænd, som har
vanket vildsomt år for år i fjeldet, de vover sig nu
ned til gårdene igen, søger folk og sliber eggen på
sine rustne værger.

Fru Inger
(efter et ophold).

Hør, – sig mig, har I tilfulde betænkt jer?
Har I regnet efter, hvad det vilde koste jer, hvis
kong Gustavs mænd skulde sejre?

Bjørn
(sagte og bønligt til fru Inger).

Regn efter, hvad det vil koste Dansken, hvis
kong Gustavs mænd skulde tabe.

Fru Inger
(afvisende).

Det regnestykke er ikke min sag.

(hun vender sig til mængden.)

I véd, kong Gustav kan håbe på sikker bistand
fra Danmark. Kong Fredrik er hans ven, og han
vil visselig ikke lade ham i stikken –

Ejnar Huk.

Men dersom nu bønderne rejste sig trindt om i
hele Norges land? Dersom vi rejste os alle tilhobe,
– herskabsfolk og almue? – Ja, fru Inger Gylden-
løve, nu tror jeg næsten lejligheden er kommen, som
vi har ventet på. Bryder det nu løs, så må de
fremmede ud af landet.

Bønderne.

Ja, ud med de danske fogder! Ud med de
fremmede herremænd! Ud med rigsrådernes svende!

Fru Inger
(sagte).

O, malm er der i dem; – men dog, dog –!

Bjørn
(hen for sig).

Hun er tvivlrådig. (til Eline.) Hvad gældet det,

s. 22

jomfru Eline, – I har forsyndet jer i dommen over
eders moder.

Eline.

Bjørn, – jeg kunde rive mine øjne ud af hovedet,
ifald de havde løjet for mig!

Ejnar Huk.

Ser I vel, min højbårne frue, – først gælder
det kong Gustav; er han gjort magtløs, så vil ikke
Danskerne kunne holde sig længe her i landet –

Fru Inger.

Og så?

Ejnar Huk.

Så er vi fri; vi har ingen fremmede overherrer
mere, og kan kåre os en konge selv, ligesom Sven-
skerne gjorde før os.

Fru Inger
(levende).

En konge selv! Tænker du på Sture-slægten?

Ejnar Huk.

Kong Kristjern, og andre efter ham, har gjort
ryddigt hus rundt om på odels-sæderne. De bedste
blandt vore herremænd vanker fredløse på fjeldstien,
hvis de endnu er til. Men det turde vel hænde sig
alligevel, at der kunde findes en eller anden ætling
af de gamle slægter, som –

Fru Inger
(hurtigt).

Det er nok, Ejnar Huk! Det er nok! (hen for sig.)
Ah, mit dyreste håb!

(hun vender sig til bønderne og husfolkene.)

Jeg har nu formanet jer, så godt jeg kunde.

s. 23

Jeg har sagt jer, hvor stor en fare I vover jer ind i.
Men dersom I er så faste i eders forsæt, så vilde
det vel være dårligt af mig at forbyde jer, hvad I
jo på egen hånd kunde sætte igennem.

Ejnar Huk.

Vi har altså eders minde til at –?

Fru Inger.

I har eders egen faste vilje; spørg den tilråds.
Er det så, som I siger, at I dagligen plages og
trykkes – –. Jeg véd så lidet om disse ting. Jeg
vil ikke vide mere! Hvad kan jeg, en enlig kvinde –?
Selv om I vilde plyndre riddersalen –; og der findes
mangt et brugeligt værge derinde –; I har jo hele
magten på Østråt ikveld. I får gøre, hvad eder
lyster. God nat!

Bjørn
(griber fru Ingers hånd idet hun vil gå).

Tak, min ædle og stormodige frue! Jeg, som
har kendt jer lige fra barneårene, jeg har aldrig
tvivlet på jer.

Fru Inger.

Stille, Bjørn, – det er et farefuldt spil, jeg har
vovet i denne kveld. – For de andre gælder det
kun livet; men for mig – tusende gange mere;
tro mig!

Bjørn.

Hvorledes? Ængstes I for eders magt og for
eders gode forståelse med –?

Fru Inger.

Min magt? O, Gud i himlen!

En huskarl
(kommer fra salen med et stort sværd).

Se, her er en rigtig ulvetand! Med den skal
jeg flænge blodsugernes svende.

Ejnar Huk
(til en anden huskarl).

Hvad har du fundet der?

Huskarlen.

Brystpladen, som de kalder for Herlof Hyttefads.

Ejnar Huk.

Den er for god til dig; – se, her har jeg
landsestagen efter Sten Sture; hæng pladen på den,
så fører vi det gildeste hærmærke, nogen mand vil
forlange.

Hustjeneren Finn
(med et brev i hånden, kommer fra døren til venstre og går hen imod
fru Inger).

Jeg har ledt efter eder i alle stuer –

Fru Inger.

Hvad vil du?

Finn
(rækker hende brevet).

En svend fra Trondhjem har bragt brev og bud
til eder.

Fru Inger.

Lad os se! (idet hun åbner brevet.) Fra Trondhjem?
Hvad kan det gælde? (gennemløber skrivelsen.) Hjælp,
Krist! Fra ham! Og her i landet – –

(hun læser videre i stærk bevægelse, medens mændene vedbliver at hente
våben ind fra salen.)

Fru Inger
(hen for sig).

Han kommer altså hid. Han kommer hid i
denne nat. – Ja, så gælder det at kæmpe med kløgt
og ikke med sværd.

Ejnar Huk.

Nok, nok, I gode bønder; nu mener jeg vi er
vel rustede. Nu kan vi lægge ivej!

Fru Inger
(med en hurtig vending).

Ingen mand må forlade gården inat!

Ejnar Huk.

Men, min ædle frue, nu er vinden os føjelig;
vi stryger indover fjorden og –

Fru Inger.

Det bliver, som jeg har sagt.

Ejnar Huk.

Skal vi da bie til imorgen?

Fru Inger.

Både til imorgen og længere. Ingen væbnet
mand får lov til at forlade Østråt for det første.

Nogle af bønderne.

Vi går alligevel, fru Inger!

Mange flere.

Ja, ja; vi går alligevel!

Fru Inger
(et skridt nærmere).

Hvem vover det?

(alle tier; efter et øjebliks ophold tilføjer hun:)

Jeg har tænkt for jer. Hvad véd I ringe mænd

s. 26

af almuen om landets sager? Hvor kan I tage jer
for at dømme om sligt? I får se at tåle tryk og
tyngsler en stund endnu. Det kan vel ikke gå jer
for nær, når I betænker, at selv os, herreslægterne,
bydes der ikke bedre kår nutildags. – – Bær alle
våben ind i salen igen. Siden skal I få min vilje
at vide. Gå ud!

Eline
(sagte til Bjørn).

Mener du endnu, at jeg har forsyndet mig i
dommen over – fruen på Østråt?

Fru Inger
(vinker Bjørn til sig og siger):

Hold et gæstekammer rede.

Bjørn.

Vel, fru Inger!

Fru Inger.

Og porten åben for enhver, som måtte banke på.

Bjørn.

Men –?

Fru Inger.

Porten åben!

Bjørn.

Porten åben.

(han går ud til højre.)

Fru Inger
(til Eline, som allerede er i døren til venstre).

Bliv her! – – Eline; – mit barn, – jeg har
noget at sige dig i enrum.

Eline.

Jeg hører eder.

Fru Inger.

Eline, – – du tror ilde om din moder.

Eline.

Jeg tror, hvad eders færd så kvidefuldt tvinger
mig til at tro.

Fru Inger.

Og du svarer mig, som dit umilde sind byder.

Eline.

Hvem har lagt umildhed over mit sind? Alt
fra jeg var barn af havde jeg vant mig til at se på
eder som på en stor, højsindet kvinde. Lig eder
tænkte jeg mig hine kvinder, hvorom der står at læse
i krønikerne og i Kæmpe-bogen. Det tyktes mig,
som om Gud Herren selv havde sat sit tegn på eders
pande og mærket jer som den, der skulde lede de
rædde og de rådvilde. I højsalen sang riddere og
herremænd eders pris; og selve almuen, nær og fjern,
kaldte eder landets håb og støtte. Og alle mente
de, at gennem eder skulde de gode tider komme
igen! Alle mente de, at med eder skulde der komme
som en ny dag over os. Det er endnu nat; og snart
véd jeg ikke længer, om jeg tør tro, at nogen morgen
kommer med eder.

Fru Inger.

Det ligger nær at skønne, hvor du henter slige
giftige ord fra. Det er båret dig for øre, hvad den
tankeløse hob hvisker og mumler om ting, som den
lidet kan dømme om.

Eline.

I mængdens mund er sandhed, sagde I den-
gang, da eders pris lød i sang og tale.

Fru Inger.

Lad så være. Men om jeg også valgte at sidde
uvirksom her, skønt det stod til mig at handle, –
tror du da ikke, at slige kår var mig en byrde, tung
nok, uden at du skulde hobe stene på den?

Eline.

De stene, jeg hober på eders byrde, knuger mig
lige så tungt som eder. Let og fri trak jeg livsens
ånde, så længe jeg havde eder at tro på. Thi for
at leve må jeg kende mig stolt; og det vilde jeg
været med rette, dersom I var bleven, hvad I en-
gang var.

Fru Inger.

Og hvad borger dig for, at jeg ikke er det?
Eline, – hvoraf véd du så visst, at du ikke gør din
moder uret?

Eline
(frembrydende).

O, hvis jeg gjorde det!

Fru Inger.

Stille! Du har ingen ret til at kræve regnskab
af din moder. – Med et eneste ord kunde jeg – –;
dog, det vilde ikke være godt for dig at høre; du
må vente, hvad tiden bringer med sig; kan hænde,
at –

Eline
(idet hun vil gå).

Sov vel, min moder!

Fru Inger
(nølende).

Nej, – bliv hos mig; der er endnu noget,
som – – Kom nærmere; – du må høre mig, Eline!

(hun sætter sig ved bordet foran vinduet.)

Eline.

Jeg hører eder.

Fru Inger.

Så taus du også er, så véd jeg dog for visst,
at du mere end engang længes bort herfra. Det er
dig for ensomt og for øde på Østråt.

Eline.

Hvor kan det undre jer, min moder?

Fru Inger.

Det står til dig selv, om det herefterdags skal
vorde anderledes.

Eline.

Hvordan?

Fru Inger.

Hør mig. – I denne nat venter jeg en gæst
til gården.

Eline
(nærmere).

En gæst?

Fru Inger.

En gæst, som må være fremmed og ukendt.
Ingen tør vide, hvorfra han kommer eller hvor han
går hen.

Eline
(kaster sig med et glædesskrig ned for hende og griber hendes hænder).

Min moder! Min moder! Forlad mig al min
uret imod jer, hvis I kan det!

Fru Inger.

Hvad mener du? – Eline, jeg forstår dig ikke.

Eline.

Så har de da alle taget fejl? I er da endnu
trofast i hjertet!

Fru Inger.

Men så rejs dig, – og sig mig –

Eline.

O, tror I da ikke jeg véd, hvem gæsten er?

Fru Inger.

Du véd det? Og alligevel – –?

Eline.

Tænker I da, Østråts porte har været så tæt
stængte, at ikke et jammers-rygte engang skulde
smutte indenfor? Mener I ikke jeg véd, at mangen
ætling af de gamle slægter vanker som fredløs mand,
uden ly og leje, medens de danske herrer råder på
hans fædres gård?

Fru Inger.

Og så? Hvad mere?

Eline.

Jeg véd godt, at mangen højbåren ridder jages
som sulten ulv i skogen. Han har ikke arnested at
hvile ved, ikke brød at bide –

Fru Inger
(koldt).

Det er nok! Nu forstår jeg dig.

Eline
(vedblivende).

Og derfor åbner I Østråts porte ved nattetid!

s. 31

Derfor må han være fremmed og ukendt, han, denne
gæst, om hvem ingen bør vide, hvorfra han kommer
eller hvor han går hen! I trodser det strænge herre-
bud, som nægter jer at huse den forfulgte, og at
stå ham bi med ly og pleje –

Fru Inger.

Det er nok, siger jeg!

(hun tier lidt og tilføjer med overvindelse:)

Du fejler, Eline; – det er ingen fredløs mand
jeg venter.

Eline
(rejser sig).

Så har jeg visselig kun ilde forstået eder.

Fru Inger.

Hør mig, mit barn! Men hør mig med overlæg;
hvis du ellers mægter at tæmme dit vilde sind.

Eline.

Jeg skal være tam, til I har udtalt.

Fru Inger.

Så hør efter, hvad jeg har at sige dig. – Jeg
har, så vidt det stod i min magt, søgt at holde dig
uvidende om al den nød og vånde, som vi nu er
stædt i. Thi hvad kunde det både, om jeg dryssed
sorg og harm i din unge sjæl? Det er ikke gråd
og kvindeklynk, som skal fri os ud af trængslerne.
Der kræves mod og mandskraft.

Eline.

Hvo har sagt jer, at jeg ikke ejer mod og
mandskraft, når det gøres behov?

Fru Inger.

Stille, barn; – jeg kunde tage dig på ordet.

Eline.

Hvordan, min moder?

Fru Inger.

Jeg kunde kræve begge dele af dig; jeg kunde –;
dog, lad mig først få tale til ende.

Du må da vide, at den tid tykkes nærme sig,
som det danske rigsråd gennem mange år har virket
for, – den tid, mener jeg, da de kan give vore ret-
tigheder og vor frihed det sidste stød. Se, derfor
gælder det –

Eline
(livfuldt).

At slå løs, min moder?

Fru Inger.

Nej; det gælder at vinde råderum. I København
er rådet nu forsamlet for at overlægge, hvorledes de
bedst kan gribe sagen an. De fleste skal være af
den mening, at tvistighederne ikke kan bilægges, så
længe ikke Norsk og Dansk er ét; thi dersom vi be-
holder vore rettigheder som et frit rige, når nyt
kongevalg engang skal foregå, så er det rimeligt, at
fejden bryder åbenbart ud. Se, dette vil de danske
herrer forhindre –

Eline.

Ja, de vil forhindre det, – ja! Men skal vi
tåle sligt? Skal vi roligt se til, at –?

Fru Inger.

Nej, vi skal ikke tåle det. Men at bruge våben,
– at træde frem i åben dyst, – hvor vilde det
bære hen, så længe vi ikke alle er enige? Og stod
det nogen tid værre til med enigheden hertillands,
end netop nu? – Nej, skal vi kunne udrette noget,

s. 33

så må det ske i løndom og stilhed. Vi må, som
jeg siger dig, få stunder til at område os. I det
søndre Norge er en god del af adelen for de Danske;
men her nordenfjelds er det endnu tvivlsomt. Derfor
har kong Fredrik skikket en af sine højst betroede
mænd herop, for med egne øjne at forvisse sig om,
hvordan vi er sindede.

Eline
(spændt).

Nu; – og så –?

Fru Inger.

Denne ridder kommer hid til Østråt inat.

Eline.

Herhid? Og inat?

Fru Inger.

Et købmandsskib bragte ham igår til Trondhjem.
For nylig fik jeg det budskab, at han vil gæste mig.
Inden en time kan han ventes.

Eline.

Og I betænker ikke, min moder, hvad I ud-
sætter eders rygte for, ved at tilstede den danske
udsending et sligt møde? Er ikke almuen herom-
kring allerede mistroisk nok imod eder? Hvor kan
I håbe, at den engang vil lade sig lede og råde af
eder, når det spørges, at –

Fru Inger.

Vær ubekymret. Alt dette har jeg fuldelig be-
tænkt; men det har ingen nød. Hans ærende her i
landet er en hemmelighed; derfor er han kommen
som fremmed til Trondhjem; og som fremmed og
ukendt vil han også gæste Østråt.

Eline.

Og denne danske herres navn –?

Fru Inger.

Det klinger godt, Eline! Danmarks adel har
knapt noget bedre at nævne.

Eline.

Men hvad har I så isinde? Endnu har jeg ikke
fattet eders mening.

Fru Inger.

Du vil snart begribe. – Da vi ikke kan sønder-
træde ormen, så må vi binde den.

Eline.

Vogt jer vel, at ikke snoren brister.

Fru Inger.

Det kommer an på dig, hvor fast den skal
strammes.

Eline.

På mig?

Fru Inger.

Længe har jeg mærket, at Østråt er dig et fange-
bur. Det huger ikke en ung falk at sidde imellem
jernstænger.

Eline.

Min vinge er stækket. Gav I mig end fri, –
det vilde kun lidet både mig.

Fru Inger.

Din vinge er ikke stækket, længer end du selv vil.

Eline.

Vil? Min vilje er i eders hænder. Bliv ved
at være, hvad I var, så vil også jeg –

Fru Inger.

Nok derom. Hør mig videre. – At drage fra
Østråt vil neppe være dig meget imod.

Eline.

Kan hænde, min moder!

Fru Inger.

Du har engang sagt mig, at du levede dit
gladeste liv i dine eventyr og krøniker. Dette liv
kunde vende tilbage for dig.

Eline.

Hvad mener I?

Fru Inger.

Eline, – hvis nu en mægtig riddersmand kom
og førte dig til sin borg, hvor du fandt terner og
svende, silkeklæder og høje sale?

Eline.

En ridder, siger I?

Fru Inger.

En ridder.

Eline
(sagtere).

Og den danske udsending kommer hid inat.

Fru Inger.

Inat.

Eline.

Hvis så er, da ræddes jeg for at tyde eders ord.

Fru Inger.

Der er intet at ræddes for, ifald du ikke vil
mistyde dem. Det er visselig ikke min agt at tvinge

3*

s. 36

dig. Efter eget tykke skal du vælge og råde selv i
denne sag.

Eline
(et skridt nærmere).

Har I hørt om hin moder, der kørte over fjeldet
ved nattetid med sine småbørn i slæden? Ulve-
flokken fulgte hende i sporet; det gjaldt liv eller
død; – og hun kasted sine små bagud efter sig,
en for en, for at vinde tid og frelse sig selv.

Fru Inger.

Eventyr! En moder rev hjertet af sit bryst, før
hun kasted sit barn for ulvene!

Eline.

Hvis jeg ikke var min moders datter, så skulde
jeg give eder ret. Men I er som hin moder; og
eders døtre har I kastet ud for ulvene, en for en.
Først kasted I den ældste. For fem år siden drog
Merete fra Østråt; nu sidder hun i Bergen som
Vinzents Lunges hustru. Men tror I, hun er lykkelig
som den danske ridders frue? Vinzents Lunge er
mægtig, fast som en konge; Merete har terner og
svende, silkeklæder og høje sale; men dagen har
ingen sol for hende, og natten ingen hvile; thi hun
har aldrig været ham god. Han kom hid, han bejled
til hende, fordi hun var Norges rigeste arving, og
fordi han dengang trængte til at få fast fod i landet.
Jeg véd det; jeg véd det tilfulde! Merete var eder
hørig; hun fulgte den fremmede herre. Men hvad
har det kostet hende? Flere tårer, end en moder
skulde ønske at svare til på dommens dag!

Fru Inger.

Jeg kender mit regnskab, og det skrækker
mig ikke.

Eline.

Eders regnskab er ikke hermed tilende. Hvor
er Lucia, eders andet barn?

Fru Inger.

Spørg Gud, som tog hende.

Eline.

Eder spørger jeg; thi det er eder, som skal
svare for, at hun måtte lade sit unge liv. Glad var
hun som en fugl om våren, da hun sejled fra Østråt
for at gæste Merete i Bergen. Et år efter stod hun
atter her i stuen; men da var hendes kinder hvide,
og døden havde ædt sig ind i hendes bryst. Ja, I
undres, min moder! I mente nok, at denne stygge
hemmelighed var begraven med hende; – men hun
har sagt mig alt. En høvisk ridder havde vundet
hendes hjerte. Han vilde ægte hende. I vidste, at
det gældte hendes ære. Men I blev ubøjelig, – og
eders barn måtte dø. I ser, jeg véd det alt!

Fru Inger.

Alt? Så har hun vel også sagt dig hans navn?

Eline.

Hans navn? Nej; hans navn har hun ikke sagt
mig. Hun havde ligesom en stingende rædsel for
hans navn; – hun nævnte det aldrig.

Fru Inger
(lettet, hen for sig).

Ah, så véd du dog ikke alt. – –

Eline; – den sag, du nu har rørt ved, var mig
fuldt ud vitterlig. Men der er noget ved sagen, hvad
du kanske ikke har givet agt på: Hin herremand,
som Lucia traf i Bergen, var en Dansk –

Eline.

Også det véd jeg.

Fru Inger.

Og hans kærlighed var en løgn. Ved list og
glatte ord havde han besnæret hende.

Eline.

Jeg véd det; men hun havde ham kær alligevel;
og havde I havt en moders hjerte, så var eders barns
ære gået for alt.

Fru Inger.

Ikke for hendes lykke. Tror du, at jeg, med
Meretes lod for øjnene, vilde ofre mit andet barn til
en mand, som ikke var hende god?

Eline.

Kløgtige ord dårer så mangt et sind; men mig
dårer de ikke. –

Tro ikke, at jeg er så ganske fremmed for hvad
der går for sig rundt om i landet. Tilfulde skønner
jeg eders færd. Jeg véd godt, at de danske herre-
mænd ikke har nogen fuldtro ven i jer. I hader
dem måske; men I frygter dem tillige. Den gang
I gav Merete til Vinzents Lunge, havde de danske
herrer overmagten på alle kanter i landet. Tre år
efter, da I forbød Lucia at ægte ham, til hvem hun
havde knyttet sit liv, skønt han havde forlokket
hende, – da stod sagerne helt anderledes. Kongens
danske fogder havde øvet skændige ugerninger imod
almuen, og I fandt det ikke rådeligt at knytte jer
fastere, end sket var, til de fremmede voldsmænd.

Og hvad har I vel gjort for at hævne hende,
der måtte dø så ung? I har intet gjort. Nu vel;
jeg skal handle for jer; jeg skal hævne al den for-
smædelse, der er overgået vort folk og vor æt!

Fru Inger.

Du? Hvad har du isinde?

Eline.

Jeg går min vej, ligesom I går eders. Hvad
jeg har isinde, véd jeg ikke selv; men jeg føler
kræfter i mig til at vove alt for vor retfærdige sag.

Fru Inger.

Da vil du få en hård dyst at bestå. Jeg har
engang lovet det samme som du, – og mit hår er
grånet under byrden af mit løfte.

Eline.

God nat! Eders gæst kan ventes; og ved det
møde er jeg tilovers.

Måske det endnu er tid for eder – –; nu, Gud
styrke og lede eders færd! Glem ikke at mange
tusenders øjne vogter på eder. Tænk på Merete,
som græder sent og tidligt over sit forspildte liv.
Tænk på Lucia, som sover i den sorte kiste.

Og endnu ét. Glem ikke, at i denne nat spiller
I brikkespil om eders sidste barn.

(hun går ud til venstre.)

Fru Inger
(ser en stund efter hende).

Mit sidste barn? Der talte du sandere, end du
selv vidste. – – Men det gælder ikke mit barn
alene. Hjælp mig Gud; i denne nat spilles brikke-
spil om hele Norges rige.

Ah, – rider der ikke nogen gennem borgeledet?

(hun lytter ved vinduet.)

Nej; endnu ikke. Det var kun vinden. Grav-
koldt blæser det. – –

Har Gud Herren ret til dette? – Danne mig til
kvinde, – og så læsse en mandsdåd på mine skuldre.

s. 40

For jeg har landets velfærd i mine hænder.
Det står i min magt at rejse dem alle som én
mand. Det er fra mig de venter tegnet; og giver
jeg det ikke nu, så sker det – kanske aldrig.

Nøle? Ofre de mange for den enes skyld? –
Var det ikke bedre, ifald jeg kunde – –? Nej, nej,
nej, – jeg vil det ikke! Jeg kan det ikke!

(hun kaster et stjålent blik imod riddersalen, vender sig bort som i
angst og siger hviskende:)

Nu er de derinde igen. Blege spøgelser; –
døde fædre; faldne frænder. – Fy; disse borende
øjne fra alle krogene!

(hun slår bagover med hånden og skriger:)

Sten Sture! Knut Alfsøn! Olaf Skaktavl! Vig,
– vig! Jeg kan ikke dette!

Den fremmede mand
(standser ved døren og siger dæmpet):

Hil eder, fru Inger Gyldenløve!

Fru Inger
(vender sig med et skrig).

Ah, fri mig Krist i himlen!

(hun falder om i stolen. Den fremmede mand stirrer på hende, ube-
vægelig, lænet til sit sværd.)

Olaf Skaktavl.

For sidste gang, Inger Gyldenløve, – I er altså
urokkelig i eders forsæt?

Fru Inger.

Jeg kan ikke andet. Og mit råd til eder er:
gør I ligesom jeg. Er det himlens vilje, at Norge
rent skal gå under, så går det under, hvad enten
vi støtter det eller ej.

Olaf Skaktavl.

Og med den tro mener I, at jeg skal slå mig
tiltåls? Jeg skulde roligt sidde og se til, nu, da
timen er kommen? Har I glemt, hvad jeg har at
hævne? Mit jordegods har de røvet og stykket ud
imellem sig. Min søn, mit eneste barn, sidste æt-
lingen af min slægt, slog de ihjel for mig som en
hund. Mig selv har de i tyve år jaget fredløs i

s. 42

skog og fjeld. – Rygtet har sagt mig død mere
end én god gang; men jeg har nu den tro, at de
ikke skal få lagt mig i jorden, før jeg har taget hævn.

Fru Inger.

Så har I et langt liv ivente. Hvad vil I da
gøre?

Olaf Skaktavl.

Gøre? Hvad véd jeg, hvad jeg vil gøre? Jeg
har aldrig givet mig af med at lægge anslag op.
Det er det, som I skal hjælpe mig med. I er
kløgtig nok til det. Jeg har kun to arme og mit
værge.

Fru Inger.

Eders værge er rustent, Olaf Skaktavl! Alle
værger i Norge er rustne.

Olaf Skaktavl.

Det er vel derfor, at visse folk bare strider med
tungen. – Inger Gyldenløve, – I har stærkt for-
andret eder. Der var en tid, da der slog et mands-
hjerte i eders bryst.

Fru Inger.

Mind mig ikke om, hvad der var.

Olaf Skaktavl.

Og dog er det derfor jeg er kommen til jer. I
skal høre mig, om så –

Fru Inger.

Nu vel; men gør det kort; thi, – ja, jeg må
da sige jer det, – det er utrygt for eder her på
gården.

Olaf Skaktavl.

På Østråt gård er det utrygt for den fredløse?

s. 43

Det har jeg længe vidst. Men I glemmer nok, at
fredløs mand er utryg, hvor han end vanker.

Fru Inger.

Så tal; jeg skal ikke formene jer det.

Olaf Skaktavl.

Det er nu snart treti år siden jeg så eder for
første gang. Det var på Akershus hos Knut Alfsøn
og hans frue. Dengang var I endnu fast et barn;
men dog var I kæk som en jagende falk, og derhos
stundom både vild og ustyrlig. Mange var de, der
bejled om eder. Også mig var I kær, – kær, som
ingen kvinde har været det før eller siden. Men I
havde kun ét øjemærke og én tanke. Det var tanken
på rigets ulykke og store nød.

Fru Inger.

Jeg var femten sommere gammel, – husk det!
Og var det ikke, som om et vildsind havde grebet
os allesammen i hine dage?

Olaf Skaktavl.

Kald det for hvad jer tykkes. Men det véd
jeg: de gamle og erfarne blandt os mente, det stod
skrevet hist oppe hos Vorherre, at I var den, som
skulde bryde trældommen og give os alle vore ret-
tigheder tilbage. Og det véd jeg også: I selv tænkte
dengang det samme.

Fru Inger.

Det var en syndig tanke, Olaf Skaktavl! Det
var hovmod og ikke Herrens kald, der talte gen-
nem mig.

Olaf Skaktavl.

I kunde blevet den udkårne, ifald I havde

s. 44

villet. I stammed fra Norges ædleste ætter; I havde
magt og rigdom ivente; og I havde øre for klage-
skrigene – dengang. – –

Mindes I hin eftermiddag, da Hendrik Krum-
medike kom med danske flåden for Akershus? Skibs-
herrerne bød mindeligt forlig; og tryg ved lejdebrevet
lod Knut Alfsøn sig ro ombord. Tre timer efter bar
vi ham ind gennem slotsporten –

Fru Inger.

Som lig; som lig!

Olaf Skaktavl.

Norges bedste hjerte brast, da Krummedikes
lejesvende fældte ham. Endnu tykkes det mig, at
jeg ser det lange tog, som skred ind i riddersalen,
sorgtungt og par for par. Der lå han på båren,
med øksehugget over panden, så hvid som en vår-
sky. Jeg tør vel sige, at Norges gæveste mænd var
samlet der hin nat. Fru Margrete stod ved sin døde
husbonds hoved, og alle, alle svor vi at vove vel-
færd og liv for at hævne både denne sidste ugerning
og alt det øvrige. – Inger Gyldenløve, – hvem var
det, som da brød sig vej gennem mændenes kreds?
En ungmø, – fast endnu et barn, – med ild i øjet
og med grådfyldt mæle. – Hvad svor hun? Skal
jeg gentage eders ord.

Fru Inger.

Jeg svor, hvad I andre svor; hverken mere
eller mindre.

Olaf Skaktavl.

I husker eders ed – og har dog glemt den.

Fru Inger.

Og hvorledes holdt de andre, hvad de havde
lovet? Jeg taler ikke om eder, Olaf Skaktavl, men

s. 45

om eders venner, al Norges adel. Der er ikke én
af dem, i alle disse år, som har havt mod til at
være mand; og dog lægger de mig til last, at jeg
er en kvinde.

Olaf Skaktavl.

Jeg véd, hvad I vil sige. Hvorfor de har under-
kastet sig, istedet for at byde voldsmændene trods
til det sidste? Vel sandt; der er uselt malm i vore
slægter nutildags; men havde der været samhold
imellem dem, – hvem véd, hvad der da vilde sket?
Og I kunde have holdt dem sammen; thi for eder
havde de alle bøjet sig.

Fru Inger.

Let kunde jeg svare eder; men I vilde vel neppe
tage mit svar for gyldigt. Lad os derfor ikke videre
tale om, hvad der ej står til at ændre. Kom heller
frem med, hvad der nærmest fører eder til Østråt.
Trænger I til ly? Nu vel; jeg skal prøve på at
skjule eder. Har I andre ting behov, så sig det; I
skal finde mig rede –

Olaf Skaktavl.

I tyve år har jeg været hjemløs. På Jæmte-
landsfjeldet er mit hår bleven gråt. Jeg har lånt hus
hos ulv og bjørn. – I ser, fru Inger, – jeg trænger
eder ikke; men både adel og almue har eder behov.

Fru Inger.

Det gamle omkvæd.

Olaf Skaktavl.

Ja, det klinger ilde i eders øren, det véd jeg
nok; men I får høre det alligevel. Kort og godt:
jeg kommer fra Sverig. Der er uro påfærde. I
Dalarne skal det bryde løs.

Fru Inger.

Jeg véd det.

Olaf Skaktavl.

Peder Kanzler er med, – men hemmeligt, for-
står I.

Fru Inger
(studsende).

Ja så?

Olaf Skaktavl.

Det er ham, som har skikket mig til Østråt.

Fru Inger
(rejser sig).

Peder Kanzler, siger I?

Olaf Skaktavl.

Han selv; – eller, kan hænde, I kender ham
ikke længer?

Fru Inger
(halvt hen for sig).

Kun altfor vel! –

Men sig mig, jeg beder jer, – hvad budskab
bringer I?

Olaf Skaktavl.

Da ufredsrygtet spurgtes oppe på grænsefjeldene,
hvor jeg holdt til, så tog jeg straks afsted indover
til Sverig. Jeg kunde nok tænke mig, at Peder
Kanzler havde sin hånd med i legen. Jeg søgte
ham op og bød ham min bistand; – han har kendt
mig i tidligere dage, som I véd. Han vidste, jeg
var at lide på; og så skikked han mig hid.

Fru Inger
(utålmodig).

Ja visst, ja visst, – han skikked eder hid for at –?

Olaf Skaktavl
(hemmelighedsfuldt).

Fru Inger, – der kommer en fremmed til
Østråt inat.

Fru Inger
(overrasket).

Hvorledes? Véd I, at –?

Olaf Skaktavl.

Ja vel véd jeg. Jeg véd alt. Det er jo for at
træffe ham, at Peder Kanzler skikked mig hid.

Fru Inger.

Ham? Umuligt, Olaf Skaktavl, – umuligt!

Olaf Skaktavl.

Som jeg siger jer. Hvis han ikke er kommen,
så vil det ikke vare længe, førend –

Fru Inger.

Nej, ganske sikkert; men –

Olaf Skaktavl.

Så I var da beredt på hans komme?

Fru Inger.

Ja visst. Han har skikket mig budskab derom.
Det var derfor I slap ind, så snart I banked på.

Olaf Skaktavl
(lyttende).

Hys; – der rider nogen henover vejen.

(han går til vinduet.)

Porten lukkes op.

Fru Inger
(ser ud).

Det er en ridder og hans svend. De stiger af
i gården.

Olaf Skaktavl.

Det er altså ham. Hans navn?

Fru Inger.

I véd ikke hans navn?

Olaf Skaktavl.

Peder Kanzler vægred sig ved at nævne det.
Han sagde kun, at udsendingen skulde møde mig på
Østråt tredje kvelden efter Mortens-messe –

Fru Inger.

Rigtig; det er just som ikveld.

Olaf Skaktavl.

Han skulde bringe brevskaber med. Af dem og
af eders egen mund kunde jeg erfare, hvem han var.

Fru Inger.

Så lad mig følge jer til eders gæstekammer. I
trænger til at kvæge og hege jer. Den fremmede
herre skal I snart få itale.

Olaf Skaktavl.

Nu, hvis I så lyster.

Nils Lykke
(dæmpet).

Ingen?

Finn
(ligeså).

Nej, herre!

Nils Lykke.

Og vi kan jo sikkert forlade os på dig i et
og alt?

Finn.

Befalingsmanden i Trondhjem har stedse givet
mig skudsmål for at være pålidelig.

Nils Lykke.

Vel, vel; det har han også sagt mig. Altså,
først og fremst, – er nogen fremmed kommet her-
hid til Østråt før os iaften?

Finn.

Ja, for en time siden kom her en fremmed mand.

Nils Lykke
(dæmpet til Jens Bjelke).

Han er her.

(vender sig atter til Finn.)

Vilde du kunne genkende ham? Har du set ham?

Finn.

Nej, det har nok ingen uden portvægteren, så-
vidt jeg véd. Han blev straks stedet for fru Inger,
og hun –

Nils Lykke.

Nu? Hvad hun? Han er dog vel ikke allerede
borte igen?

Finn.

Nej; men hun holder ham nok skjult inde i en
af sine egne stuer, for –

Nils Lykke.

Det er godt.

Jens Bjelke
(hvisker).

Altså først og fremst vagt for porten; så har
vi ham sikker.

Nils Lykke
(med et smil).

Hm!

(til Finn:)

Hør, sig mig, – gives der her på gården nogen
anden udgang, end gennem porten? Se ikke så
dumt på mig! Jeg mener, – kan nogen slippe usét
bort fra Østråt, når borgeporten holdes lukket?

Finn.

Ja, det véd jeg ikke. Der tales rigtignok om
løngange nedenunder i kælderne; men der er nok
ingen, som kender dem, uden fru Inger selv; ja –
og så kanske jomfru Eline.

Jens Bjelke.

Så, for djævelen!

Nils Lykke.

Det er godt. Du kan gå.

Finn.

Vel. Skulde I senere ville mig noget, så be-
høver I bare at lukke på den anden dør til højre
derinde i riddersalen; jeg skal da straks være ved
hånden.

Nils Lykke.

Godt.

(han peger mod døren til forgangen. Finn går ud.)

Jens Bjelke.

Hør, – véd I hvad, kære ven og bror, – dette
her bliver nok et lumpigt felttog for os beggeto.

Nils Lykke
(smilende).

Å, – ikke for mig, håber jeg.

Jens Bjelke.

Så? For det første er der nu liden ære i at
gøre jagt på slig en opløben pojk, som denne Nils
Sture. Skal jeg tro han er klog eller galen, efter
den vis han har faret frem på? Først sætte ondt
blod i bønderne; love dem bistand og guld og grønne
skoge; – og så, når det kommer til stykket, løbe
sin vej og krybe i skjul bag et kvindeskørt!

Forresten angrer det mig, rent ud sagt, at jeg
fulgte eders råd og ikke gik frem efter mit eget hoved.

Nils Lykke
(sagte).

Den anger kommer vel silde, min bror!

Jens Bjelke.

For, ser I, at ligge og rode efter grævlinger,
det har nu aldrig været min lyst. Jeg havde ventet
mig noget helt andet. Nu har jeg trukket afsted lige
fra Jæmteland med mine ryttere; har fået den trond-
hjemske befalingsmands brev for, at jeg kan søge
efter urostifteren overalt, hvor jeg lyster. Alle spor
tyder på, at han ætlede sig til Østråt –

Nils Lykke.

Han er her! Han er her, siger jeg!

Jens Bjelke.

Ja, men hvad havde så været rimeligere end
at vi havde fundet porten både stængt og under
forsvarlig vagt? Gid vi havde; så kunde jeg da fåt
brug for mine krigsknægte –

Nils Lykke.

Men i det sted åbner man porten nok så høfligt
for os. Pas på; – svarer fru Inger Gyldenløve til
sit rygte, så lar hun det ikke skorte sine gæster
hverken på mad eller drikke.

Jens Bjelke.

For at snakke sig ifra mit ærend, ja! – Hvor
kunde I nu også få det indfald, at jeg skulde lade
mine ryttere blive tilbage en hel fjerdingvej fra gården.
Var vi kommen hid med krigs-mandskab, så –

Nils Lykke.

Hun havde modtaget os som lige kærkomne
gæster for det. Men læg mærke til, at i så fald
havde besøget gjort opsigt. Bønderne heromkring
vilde holdt det for en voldshandling imod fru Inger;
hun var da atter stegen i almuens gunst, og, ser I,
det er ikke rådeligt.

Jens Bjelke.

Kan vel være. Men hvad gør jeg nu? Grev
Sture er på Østråt, siger I. Ja, hvad hjælper det
mig? Fru Inger Gyldenløve har sagtens, ligesom
ræven, mange gemsler og flere end én udgang. Her
kan vi to enslige karle gå omkring og snuse så længe
vi vil. Gid djævlen havde hele sagen!

Nils Lykke.

Nu vel, kære herre, – hvis I ikke synes om
den vending, eders sendelse har taget, så overlad
slagmarken til mig.

Jens Bjelke.

Til jer? Hvad vil I da gøre?

Nils Lykke.

Kløgt og list turde måske her kunne udrette,
hvad vi ikke med våbenmagt kan sætte igennem. –
Nu, ærligt talt, herr Jens Bjelke, – jeg har allerede
havt noget sligt i tankerne lige fra vi mødtes i Trond-
hjem igår.

Jens Bjelke.

Var det derfor I overtalte mig til at skille mig
ved krigsknægtene?

Nils Lykke.

Både eders og mit ærend på Østråt kunde jo
fremmes bedst uden dem; og så –

Jens Bjelke.

Fanden besætte jer, – havde jeg nær sagt! Og
mig selv med! For jeg burde da vidst, at I stændigt
går med en ræv bag øret.

Nils Lykke.

Ja, men ser I, her kommer ræven vel tilpas,
hvis våbnene skal være lige på begge sider. Og jeg
må sige eder, at det er mig af højeste vigtighed, at
jeg skiller mig vel og i al stilhed fra min sendelse. I
skal vide, at min herre, kongen, var mig lidet nådig,
da jeg rejste. Han formente at have sine grunde
dertil, skønt jeg tror, at jeg har tjent ham så nytte-
lig som nogen i mere end ét vanskeligt hverv.

Jens Bjelke.

Det skudsmål tør I frit give jer. Gud og hver-
mand véd, at I er den slugeste djævel i alle de
tre riger.

Nils Lykke.

Å, jeg takker! Det vil nu ikke sige så stort.
Men det, jeg her går tilmødes, det regner jeg rigtig-
nok for en mesterprøve; thi her gælder det at be-
snære en kvinde –

Jens Bjelke.

Ha-ha-ha! I det håndværk har I nok for længe
siden gjort mesterprøve, kære bror! Mener I ikke,
vi kender visen i Sverig også?:

«Hver en skøn-jomfru sukker så mod, –

Gud give, Nils Lykke var mig huld og god!

Nils Lykke.

Ak, den vise gælder kvinder i tyveårs-alderen
og deromkring. Men fru Inger Gyldenløve er hen-
imod de femti og derhos snu som ingen anden. Det
vil holde hårdt at vinde bugt med hende. Men det
må ske, – for enhver pris! Lykkes det mig at for-
skaffe kongen visse fordele over hende, dem han
længe har eftertragtet, så kan jeg gøre regning på
at betroes sendelsen til Frankrig næste vår. I véd
vel, at jeg har tilbragt fulde tre år ved højskolen i
Paris? Hele min hug står did ned igen, besynder-
ligen hvis jeg kunde få fremtræde i så højst ansélig
egenskab som en konges sendebud. – Nu, – ikke
sandt, – I overlader fru Inger til mig? Husk på,
– dengang I sidst gæsted hoffet i København, veg
jeg pladsen for eder hos mere end én ungmø –

Jens Bjelke.

Å, véd I hvad, – det ædelmod var nu ikke så
stort endda. I havde jo hals og hånd over dem alle-
sammen. Men ligemeget; siden jeg nu engang har
faret galt afsted, så ser jeg helst, at I tar sagen på

s. 55

jer. Dog, det er et ord, – findes den unge grev
Sture på Østråt, så skaffer I ham frem død eller
levende!

Nils Lykke.

Lyslevende skal I have ham. Jeg agter i al
fald ikke at slå ham ihjæl. Men nu må I altså ride
tilbage til eders folk. Hold landevejen besat. Skulde
jeg mærke noget mistænkeligt, så skal I uopholdelig
få kundskab derom.

Jens Bjelke.

Godt, godt. Men hvorledes slipper jeg ud –?

Nils Lykke.

Karlen, som var her, hjælper jer nok tilrette.
Men i al stilhed –

Jens Bjelke.

Forstår sig. Nå, – god lykke!

Nils Lykke.

Lykken har aldrig svigtet mig i dyst med kvinder.
Skynd jer nu!

(Jens Bjelke går ud til højre.)

Nils Lykke
(står en stund stille, går lidt omkring i stuen, ser sig om; derpå siger
han dæmpet):

Så står jeg da omsider på Østråt. På dette
gamle herresæde, som et barn for to år siden for-
talte mig så meget om.

Lucia. Ja, for to år siden var hun endnu et
barn. Og nu, – nu er hun død. (han nynner med et
halvt smil:) «Blomster brækkes, blomster visner – –»

(han ser sig om igen.)

Østråt. Det er, som om jeg havde set det alt-
sammen før; som om jeg var tilhuse her. – Derinde

s. 56

er riddersalen. Og nedenunder er – gravkælderen.
Der ligger nok Lucia også.

(sagtere, halvt alvorligt, halvt tvungent spøgende.)

Dersom jeg var en ræd mand, så kunde jeg
bilde mig ind, at da jeg satte foden indenfor Østråts
port, så vendte hun sig i kisten. Da jeg gik over
borggården, løfted hun på låget. Og da jeg nys
nævnte hendes navn, var det som om en røst maned
hende op af ligkælderen. – Måske famler hun sig
nu opad trappen. Svededugen er hende ivejen; men
hun famler sig frem alligevel.

Hun er helt oppe i riddersalen! Hun står og
ser på mig bag dørstolpen!

(han kaster hovedet tilbage over skuldren, nikker og siger højt:)

Kom nærmere, Lucia! Snak lidt med mig!
Din moder lar mig vente. Det er kedeligt at vente;
– og du har hjulpet mig at fordrive så mangen
kedelig stund – –

(han farer med hånden over panden og går et par gange frem og tilbage.)

Se så! – Rigtig; der er det dybe vindu med
forhænget. Der er det jo Inger Gyldenløve plejer
stå og stirre udover landevejen, som om hun vented
på en, der aldrig kommer. – Derinde – (han ser mod
døren til venstre) der indenfor etsteds ligger søster Elines
stue. Eline? Ja, det er Eline hun heder.

Kan jeg rigtig tro på, at hun er så mærkværdig,
– så kløgtig og så djærv, som Lucia sagde? Fager
skal hun også være. Men til ægtehustru –? Så
ligetil burde jeg ikke have skrevet. – –

(han vil i tanker sætte sig ved bordet, men retter sig op igen.)

Hvorledes vil fru Inger modtage mig? – Hun
vil ikke svide gården af over os. Hun vil ikke
lokke mig ud på en falddør. Sådant med knive
bagfra vil hun hellerikke –

(han lytter mod salen.)

Aha!

Fru Inger Gyldenløve
(kommer ind gennem salsdøren og siger koldt:)

Jeg byder eder min hilsen, herr rigsråd, –

Nils Lykke
(bøjer sig dybt).

Ah, – Østråts frue!

Fru Inger.

– og min tak fordi I forud har ladet mig vide
eders komme.

Nils Lykke.

Ikke mere end min skyldighed. Jeg havde
grunde til at formode, at mit komme vilde over-
raske eder –

Fru Inger.

I sandhed, herr rigsråd, deri har I ikke taget
fejl. Jeg havde visselig mindst af alle ventet at se
Nils Lykke som gæst på Østråt.

Nils Lykke.

Og endnu mindre havde I vel ventet, at han
skulde komme som ven?

Fru Inger.

Som ven? I føjer spot til al den smerte og
skændsel, I har dynget over mit hus? Efter at have
lagt et barn i graven for mig, vover I endnu –

Nils Lykke.

Tillad, fru Inger Gyldenløve, – i det stykke
kommer vi neppe til enighed; thi I tager ikke med
i beregningen, hvad jeg ved samme ulykkelige lej-
lighed tabte. Mine hensigter var ærlige. Jeg var
træt af mit ubundne liv; – over de tredive år var
jeg jo også allerede dengang; jeg længtes efter at

s. 58

finde mig en god og from hustru. Læg så dertil
udsigten til det held at vorde eders svigersøn –

Fru Inger.

Tag eder vel ivare, herr rigsråd! Hvad der er
vederfaret mit barn, har jeg efter bedste evne dysset
ned. Men tro ikke, at det er glemt, om det end er
gemt. Der turde snart komme en lejlighed –

Nils Lykke.

I truer mig, fru Inger? Jeg har rakt eder min
hånd til forlig. I vægrer eder ved at modtage den.
Der er da altså fra nu af åben ufred imellem os?

Fru Inger.

Jeg vidste ikke, at det fordum havde været
anderledes.

Nils Lykke.

Fra eders side, kan hænde. Jeg har aldrig
været eders avindsmand, – skønt jeg vel, som kon-
gen af Danmarks undersåt, havde skellig grund dertil.

Fru Inger.

Jeg forstår eder. Jeg har ikke været bøjelig
nok. Det er ikke gået så glat, som man ønskede,
med at drage mig over i eders lejr. – Mig synes
dog, I intet har at klage på. Min datter Meretes
husbond er eders landsmand. Videre kan jeg ikke
gå. Min stilling er vanskelig, Nils Lykke!

Nils Lykke.

Det fatter jeg tilfulde. Både herremændene og
almuen her i Norge mener jo at have et gammelt
krav på eder, – et krav, som man siger, at I kun
halvvejs har gjort fyldest.

Fru Inger.

Tillad, herr rigsråd, – for min færd står jeg
ingen til regnskab uden Gud og mig selv. Hvis det
derfor behager eder, så lader I mig vide, hvad der
fører eder hid.

Nils Lykke.

Straks, fru Inger! Hensigten med min sendelse
her til landet kan vel ikke være eder ubekendt –?

Fru Inger.

Jeg kender det hverv, man almindeligvis til-
lægger eder. Det er vor konge af vigtighed at vide,
hvorledes han står sig med den norske adel.

Nils Lykke.

Ganske visst.

Fru Inger.

Det er altså derfor I gæster Østråt?

Nils Lykke.

For en del derfor. Dog kommer jeg ingenlunde
for at kræve nogen mundtlig forsikring af eder –

Fru Inger.

Nu vel?

Nils Lykke.

Hør mig, fru Inger! I sagde selv fornylig, at
eders stilling er vanskelig. I står midt imellem to
modsatte lejre, som begge kun halvvejs vover at for-
lade sig på eder. Eders egen fordel må nødvendigvis
knytte jer til os. Til de misfornøjede er I derimod
bunden ved landsmandskabet, og, – hvem véd, –
måske også ved et eller andet andet hemmeligt
bånd.

Fru Inger
(sagte).

Hemmeligt bånd! Krist, skulde han –?

Nils Lykke
(mærker hendes bevægelse, men lader som intet og tilføjer utvungent):

I indser visst selv, at denne stilling i længden
ikke er til at udholde. – Sæt nu, det stod i min
magt at udfri eder af disse forholde, som –

Fru Inger.

I eders magt, siger I?

Nils Lykke.

Først og fremst, fru Inger, må jeg bede eder
ikke at lægge nogen vægt på de letfærdige ord, hvor-
med jeg før kan have omtalt det, der er os imellem.
Tro ikke, at jeg nogen stund har tabt af tankerne
den skyld, jeg står i til eder. Sæt, at det længe
havde været min agt, såvidt muligt, at gøre godt
igen, hvad jeg har forbrudt. Sæt, at det var derfor
jeg havde skaffet mig denne sendelse herop.

Fru Inger.

Forklar eder nøjere, herr rigsråd; – nu forstår
jeg eder ikke.

Nils Lykke.

Jeg tager måske ikke fejl, når jeg formoder, at
I, lige så godt som jeg, kender til de uroligheder,
der truer med at bryde løs i Sverig. I véd, eller I
aner ialfald, at disse uroligheder har et større mål,
end det, man almindeligvis tillægger dem, og I vil
derfor begribe, at vor konge ikke roligt kan se be-
givenhederne gå deres egen gang. Ikke sandt?

Fru Inger.

Bliv ved!

Nils Lykke
(forskende, efter et kort ophold).

Der gives ét tænkeligt tilfælde, som kunde sætte
Gustav Vasas trone i fare –

Fru Inger
(sagte).

Hvor vil han hen?

Nils Lykke.

– det tilfælde nemlig, at der i Sverig skulde
findes en mand, som på grund af sin byrd havde
krav på at kåres til folkets styrer.

Fru Inger
(undvigende).

Sverigs adel er lemlæstet ligeså blodigt som
vor, herr rigsråd! Hvor skulde I vel ville søge –?

Nils Lykke
(smilende).

Søge? Manden er allerede funden –

Fru Inger
(farer sammen).

Ah! Er han funden?

Nils Lykke.

– og han står jer for nær, min frue, til at
eders tanke ikke skulde falde på ham.

(ser stivt på hende.)

Den afdøde grev Sture har efterladt sig en søn –

Fru Inger
(med et skrig).

Hellige frelser, hvoraf véd I –?

Nils Lykke
(studsende).

Fat eder, min frue, og lad mig tale til ende.
– Denne unge mand har hidtil levet stille hos sin
moder, Sten Stures enke.

Fru Inger
(ånder friere igen).

Hos –? Ah ja; – ja visst!

Nils Lykke.

Nu derimod er han trådt åbenlyst frem. I
Dalarne har han vist sig som bøndernes leder. Deres
antal vokser med hver dag; og, – som I måske
véd, finder de venner blandt almuen på denne side
af grænsefjeldene.

Fru Inger
(der imidlertid har fattet sig).

Herr rigsråd, – I nævner alle disse begiven-
heder med fuld forvissning om, at jeg kender dem.
Hvad grund har jeg givet eder til at formode sligt?
Jeg véd intet, og ønsker ikke at vide noget. Det
er min agt at leve roligt indenfor mine egne ene-
mærker; jeg rækker ikke ufredsstifterne min bistand;
men regn heller ikke på mig, dersom det er eders
agt at underkue dem.

Nils Lykke
(dæmpet).

Vilde I også forholde eder uvirksom, ifald det
var min agt at stå dem bi?

Fru Inger.

Hvorledes skal jeg forstå eder?

Nils Lykke.

I har altså ikke fattet, hvad jeg den hele tid

s. 63

har sigtet til? – Nu vel; ærligt og ligefrem vil jeg
da sige eder alt. Vid da, at kongen og hans råd
tilfulde har indset, hvorledes der i længden intet
sikkert fodfæste findes for os i Norge, dersom adel
og almue, således som nu, vedbliver at tro sig for-
urettet og undertrykt. Vi har fuldelig begrebet, at
villige forbundsfæller er bedre end tvungne under-
såtter; og vi ønsker derfor intet hjerteligere, end at
kunne løsne de bånd, der igrunden snører os ligeså
stramt som eder. Men I vil visst også erkende, at
Normændenes sindelag imod os gør et sådant skridt
altfor betænkeligt, – så længe vi ikke har en på-
lidelig støtte i ryggen.

Fru Inger.

Og denne støtte –?

Nils Lykke.

Denne støtte er nærmest at søge i Sverig. Men,
vel at mærke, ej sålænge Gustav Vasa sidder ved
roret; thi hans regnskab med Danmark er endnu
ikke opgjort, og vil vel heller aldrig blive det. En ny
svensk konge derimod, som havde folket på sin side,
og som skyldte Danmarks bistand sin krone – –.
Nu; I begynder at forstå mig? Da kunde vi med
tryghed sige til eder Norske: «tag eders gamle arvede
rettigheder tilbage; vælg eder en styrer efter eget
tykke; vær vore venner i nøden, ligesom vi vil være
eders!» – Læg ellers vel mærke til, fru Inger, at
dette højmod igrunden ikke er så stort, som det
kanske synes; thi I vil selv indse, at vi, langtfra
at svækkes, snarere vil styrkes derved.

Og da jeg nu har talt åbenhjertigt med eder,
så lad også I enhver mistro fare. Altså – (bestemt.)
den riddersmand fra Sverig, som kom hid en times-
tid før jeg –

Fru Inger.

I véd det da allerede?

Nils Lykke.

Tilfulde. Det er ham jeg søger.

Fru Inger
(for sig selv).

Forunderligt. Altså dog som Olaf Skaktavl sagde.

(til Nils Lykke.)

Jeg beder eder vente her, herr rigsråd! Nu går
jeg for at føre ham til eder.

(hun går ud gennem riddersalen.)

Nils Lykke
(ser en stund efter hende i hoverende forundring).

Hun henter ham! Ja, virkelig, – hun henter
ham! Dysten er halvvejs vunden. Så let havde jeg
ikke tænkt, det skulde gå. –

Hun sidder dybt i det med urostifterne. Foer
sammen af skræk, da jeg nævnte Sten Stures søn. –

Og så? Hm! Er fru Inger troskyldig løbet i
fælden, så vil ikke Nils Sture gøre mange vanskelig-
heder. Et ungt blod, uden al sindighed og om-
tanke – –. Med mit løfte om bistand drager han
afsted. Uheldigvis snapper Jens Bjelke ham op på
vejen, – og det hele forehavende er kvalt.

Og så? Så et skridt videre, til fromme for os
selv. Det spredes ud, at den unge grev Sture har
været på Østråt, – at en dansk udsending har havt
en sammenkomst med fru Inger, – at, som følge
deraf, junker Nils blev snappet op af kong Gustavs
krigsknægte en fjerdingvej fra gården. – – Inger
Gyldenløves anseelse hos almuen være så stor den
vil, – imod sligt et stød skal den have svært for
at stå sig.

(farer pludselig uroligt op.)

s. 65

Alle djævle –! Om fru Inger skulde have anet
uråd! Kanske han i dette øjeblik smutter os af
hænderne – –

(lytter beroliget mod riddersalen.)

Ah, det har ingen nød. Der kommer de.

Fru Inger
(til Nils Lykke).

Her bringer jeg den I venter.

Nils Lykke
(sagte).

For helvede, – hvad skal det sige?

Fru Inger.

Jeg har sagt denne riddersmand eders navn, og
hvad I har meddelt mig –

Nils Lykke
(tvivlrådig).

Så? Ja så? Nu, ja –

Fru Inger.

– og jeg vil ikke dølge for eder, at han ej
fæster den stærkeste lid til eders bistand.

Nils Lykke.

Ikke det?

Fru Inger.

Kan det undre jer? I kender dog vel både
hans sindelag og hans tunge skæbne –

Nils Lykke.

Denne mands –? Nå – ja, ja vel –

Olaf Skaktavl
(til Nils Lykke).

Men eftersom det er Peder Kanzler selv, der
har stævnet os til at mødes her –

Nils Lykke.

Peder Kanzler –? (fatter sig hurtigt.) Ja, rigtig, –
jeg har en sendelse fra Peder Kanzler –

Olaf Skaktavl.

Og han må jo bedst vide, hvem han tør bygge
på. Jeg gider derfor ikke bryde mit hoved med at
gruble over, hvorledes –

Nils Lykke.

Nej, det er ret, kære herre; lad os for alting
ikke det.

Olaf Skaktavl.

Heller lige løs på sagen –

Nils Lykke.

Lige løs, uden omsvøb; – således er altid
min vane.

Olaf Skaktavl.

Og vil I så sige mig, hvad ærend I bringer?

Nils Lykke.

Mit ærend tænker jeg vel I så omtrent kan
gætte –

Olaf Skaktavl.

Peder Kanzler nævnte noget om papirer, som –

Nils Lykke.

Papirer? Nå ja, papirerne!

Olaf Skaktavl.

I har dem vel hos jer?

Nils Lykke.

Naturligvis; vel forvarede; næsten altfor vel til
i en hast –

(han lader som om han søger indenfor sin vams, og siger sagte:)

Hvem djævelen er han? Hvad griber jeg til?
Her tør være store opdagelser at gøre –

(han bemærker, at hustjenerne dækker bordet og tænder lamperne i
riddersalen, og siger til Olaf Skaktavl:)

Ah, jeg ser, fru Inger lader aftensmåltidet an-
rette. Ved bordet kunde vi kanske bedre tale om
vore anliggender.

Olaf Skaktavl.

Godt; som I synes.

Nils Lykke
(sagte).

Frist vunden, – dyst vunden!

(med stor venlighed, til fru Inger:)

Og imidlertid kunde vi få at vide, hvad andel
fru Inger Gyldenløve agter at tage i vort forehavende?

Fru Inger.

Jeg? – Ingen.

Nils Lykke og Olaf Skaktavl.

Ingen?

Fru Inger.

Kan det undre eder, mine ædle herrer, at jeg
ikke vover mig ind i en leg, hvori alt sættes på
spil? Såmeget mere, da ingen af mine forbunds-
fæller vover at forlade sig trygt på mig.

Nils Lykke.

Denne bebrejdelse rammer ikke mig. Jeg tror
eder blindt; derom beder jeg eder være forsikret.

Olaf Skaktavl.

Hvem skulde turde bygge på eder, når det ikke
var eders landsmænd?

Fru Inger.

Sandelig, – denne tiltro glæder mig.

(hun går hen til et skab i baggrunden og fylder to bægre med vin.)

Nils Lykke
(sagte).

Fordømt, om hun skulde trække sig ud af snaren!

Fru Inger
(rækker hver af dem et bæger).

Og siden så er, så byder jeg eder i et bæger
velkommen til Østråt. Drik, mine ædle riddere!
Drik tilbunds!

(hun betragter dem vekselvis efterat de har drukket, og siger alvorligt:)

Men nu må I vide, – det ene bæger indeholdt
en velkomst-hilsen for min forbundsfælle, det andet
– døden for min uven!

Nils Lykke
(kaster bægeret).

Ah, jeg er forgiftet!

Olaf Skaktavl
(på samme tid, idet han griber efter sit sværd).

Død og helvede, har I myrdet mig!

Fru Inger
(leende til Olaf Skaktavl, idet hun peger på Nils Lykke).

Dette er de Danskes lid til Inger Gyldenløve –

s. 69

(til Nils Lykke, pegende på Olaf Skaktavl:)

– og mine landsmænds tro på mig, ligervis!

(til dem begge:)

Og dog skulde jeg give mig eder ivold? Så
sagte, mine ædle herrer, – så sagte! Fruen på
Østråt har endnu sin fulde samling.

Eline Gyldenløve
(kommer gennem døren til venstre).

Stor larm og støj –. Hvad er påfærde?

Fru Inger
(til Nils Lykke).

Min datter Eline.

Nils Lykke
(sagte).

Eline! Således havde jeg ikke tænkt mig hende.

Eline
(bemærker Nils Lykke og blir overrasket stående, idet hun betragter ham).

Fru Inger
(rører ved hendes arm).

Mit barn, – denne ridder er –

Eline
(gør en afværgende håndbevægelse, idet hun fremdeles ser ufravendt på
ham og siger):

Behøves ikke! Jeg ser, hvad han heder. Det
er Nils Lykke.

Nils Lykke
(sagte til fru Inger).

Hvorledes? Kender hun mig? Skulde Lucia –?
Skulde hun vide –?

Fru Inger.

Stille! Hun véd intet.

Eline
(hen for sig).

Jeg vidste det; – således måtte Nils Lykke se ud.

Nils Lykke
(nærmere).

Nu vel, Eline Gyldenløve, – I har gættet rigtigt.
Og da jeg således på en måde er eder bekendt, –
og da jeg derhos er eders moders gæst, – så vil I
ikke nægte mig den blomsterkost, I bærer ved eders
bryst. Så længe den er frisk og duftende, ejer jeg
i den et billed af eder selv.

Eline
(stolt, men stedse vedblivende at stirre på ham).

Forlad mig, herr ridder, – den er plukket i mit
eget kammer, og der vokser ingen blomst for eder.

Nils Lykke
(idet han løsner en blomsterkost, som han selv bærer indstukken foran
i sin vams:)

Ah; men så vil I dog ikke forsmå denne ringe
gave. En høvisk frue rakte mig den til afsked, da
jeg imorges foer fra Trondhjem. – Læg vel mærke
til, min ædle jomfru, – skulde jeg byde eder en
skænk, der var eder fuldkommen værdig, så måtte
det være en fyrstekrone.

Eline
(der viljeløst har taget blomsterne).

Og var det end Danmarks kongekrone, I rakte
mig, – før jeg delte den med eder, før krysted
jeg den sønder mellem mine hænder og slængte
stumperne for eders fod!

(hun kaster blomsterkosten for hans fødder og går ind i riddersalen.)

Olaf Skaktavl
(mumler for sig selv)

Kæk, – som Inger Ottisdatter ved Knut Alf-
søns båre!

Fru Inger
(sagte, efter vekselvis at have betragtet Eline og Nils Lykke).

Ulven kan tæmmes. Det gælder at smede
lænken færdig.

Nils Lykke
(idet han tager blomsterne op og stirrer henrykt efter Eline).

Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!

Eline Gyldenløve
(kommer langsomt og tankefuld fra venstre. Udtrykket i hendes ansigt
forråder, hvorledes hun i erindringen gennemlever optrinet med Nils
Lykke. Tilsidst gør hun en armbevægelse, ligesom da hun kastede
blomsterkosten; derpå siger hun med dæmpet stemme):

– – og så samlede han stumperne af Danmarks
kongekrone –; blomsterne var det; – og

«Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!»

Havde han hvisket disse ord i den lønligste
krog, milevidt fra Østråt, – jeg havde hørt dem
alligevel!

Hvor jeg hader ham! Hvor jeg altid har hadet
ham, – denne Nils Lykke! – Ingen anden mand
er som han, siges der. Med kvinder leger han, –
og træder dem under sin fod.

Og det er til ham, min moder tænkte at byde
mig frem! – Hvor jeg hader ham!

De siger, at Nils Lykke er anderledes end andre
mænd. Det er ikke sandt! Der er intet sælsomt
ved ham. Der findes mange, mange, som han! Når

s. 73

Bjørn fortalte mig eventyr, da så alle prinser ud som
Nils Lykke. Når jeg sad ensom her i salen og
drømte krøniker, og mine riddere kom og gik, –
allesammen så de ud som Nils Lykke.

Hvor det er forunderligt, og hvor det er godt
at hade. Aldrig har jeg vidst, hvor sødt det var –
før ikveld. Nej, – ikke for tusend års liv vilde
jeg sælge de øjeblikke, jeg har levet siden jeg så
ham! – –

«Guds hellige blod, hvor hun – –»

(hun går langsomt op mod baggrunden, åbner vinduet og ser ud.)

Nils Lykke
(hen for sig).

«Sov vel på Østråt, herr ridder», sagde Inger
Gyldenløve, da hun gik. Sov vel? Ja, det er snart
nok sagt, men – –; der udenfor, himmel og hav
i oprør; nedenunder i gravkælderen det unge blod
på båren; to rigers skæbne i min hånd; – og på
mit bryst en vissen blomsterkost, som en kvinde
har slængt for mine fødder. Sandelig, jeg frygter
stærkt for, at søvnen vil melde sig noget sent.

(bemærker Eline, der forlader vinduet og vil gå ind til venstre.)

Der er hun. Det stolte øje lader tankefuldt. –
Ah, hvis jeg turde vove – (højt:) Jomfru Eline!

Eline
(standsende ved døren).

Hvad vil I? Hvi forfølger I mig?

Nils Lykke.

I fejler; jeg forfølger eder ikke. Jeg er selv
forfulgt.

Eline.

Er I?

Nils Lykke.

Af mangehånde tanker. Derfor går det med
søvnen, som med eder; – den flyr mig.

Eline.

Gå til vinduet, så vil I finde tidekort; – et
hav i storm –

Nils Lykke
(smilende).

Et hav i storm? Det kan jeg også finde hos eder.

Eline.

Hos mig?

Nils Lykke.

Vort første møde har forvisset mig derom.

Eline.

Og I besværer eder derover?

Nils Lykke.

Nej, ingenlunde; men jeg ønskede dog at se
eder mildere stemt.

Eline
(stolt).

Tror I, det vil lykkes eder?

Nils Lykke.

Jeg er viss derpå; thi jeg bringer eder et kær-
komment budskab.

Eline.

Og hvilket?

Nils Lykke.

Mit farvel.

Eline
(et skridt nærmere).

Eders farvel? I forlader Østråt – så snart?

Nils Lykke.

Endnu inat.

Eline
(synes et øjeblik tvivlrådig med sig selv; derpå siger hun koldt):

Så tag min hilsen, herr ridder!

(hun bøjer sig og vil gå.)

Nils Lykke.

Eline Gyldenløve, – jeg har ingen ret til at
holde eder tilbage; men det er uædelt, dersom I
nægter at høre, hvad jeg har at sige eder.

Eline.

Jeg hører eder, herr ridder!

Nils Lykke.

Jeg véd, I hader mig.

Eline.

Eders klarsyn er usvækket, som jeg mærker.

Nils Lykke.

Men jeg véd også, at jeg tilfulde har fortjent
dette had. Usømmelige og krænkende var de ord,
hvormed jeg tydede på eder i min skrivelse til fru
Inger.

Eline.

Nok muligt; jeg har ikke læst dem.

Nils Lykke.

Men indholdet er eder idetmindste ikke ubekendt;
jeg véd, eders moder har ikke ladet eder i uvidenhed

s. 76

derom; hun har i al fald sagt eder, at jeg priste
den mand heldig, som –; ja, I véd, hvad håb jeg
nærede –

Eline.

Herr ridder, – hvis det er derom I agter at
tale, så –

Nils Lykke.

Jeg agter at tale derom, alene for at undskylde
min færd. Ikke af andre grunde; – det sværger
jeg eder. Hvis mit rygte, – hvad jeg desværre har
årsag til at formode, – er nået til eder, forinden
jeg selv fremstillede mig på Østråt, så må I også
kende mit liv tilstrækkeligt til ikke at forundre eder
over, at jeg i deslige sager går noget dristigt til-
værks. Jeg har truffet mange kvinder, Eline Gylden-
løve! Ubøjelige har jeg aldrig fundet dem. Under
slige omstændigheder, ser I, blir man noget magelig.
Man kommer ud af vanen med at betjene sig af
omveje –

Eline.

Nok muligt. Jeg véd ikke, hvad malm hine
kvinder har været af.

I fejler forøvrigt, når I mener, at det er brevet
til min moder, der har vakt mit hjertes had og bitter-
hed imod eder. Jeg havde ældre grunde.

Nils Lykke
(urolig).

Ældre grunde? Hvad vil I sige med det?

Eline.

Det er som I formoded; – eders rygte er gået
forud for eder selv, til Østråt, som over det hele
land. Nævnes Nils Lykkes navn, så nævnes det
altid sammen med en kvinde, som han har besnæret

s. 77

og forstødt. Nogle nævner det med harme, andre
med latter og kåd spot over hine svagsindede skab-
ninger. Men gennem harmen og latteren og spotten
klinger visen om eder, overdøvende og æggende, lig
en fiendes sejers-sang.

Dette er det alt tilhobe, som har avlet mit had
til eder. Idelig stod I for mine tanker; og det drog
mig tilmødes som en længsel, at stilles ansigt til
ansigt med eder, for at I kunde erfare, at der gives
kvinder, hos hvem eders smidige tale er spildt –
dersom I agter at bruge den.

Nils Lykke.

I dømmer mig uretfærdigt, dersom I dømmer
efter, hvad rygtet har sagt eder. Muligt, at der er
sandhed i alt, hvad I har hørt; – men årsagerne
dertil kender I ikke. – Som syttenårig junker be-
gyndte jeg min lystige færd. Jeg har levet fulde
femten år siden den tid. Lette kvinder skænked
mig, hvad jeg ønsked – endnu før ønsket var blevet
til bøn; og hvad jeg bød dem, det greb de med
glade hænder. I er den første kvinde, som foragte-
ligt har slængt min gave tilbage for min egen fod.

Tro ikke, at jeg beklager mig. Nej, tvertimod,
– jeg ærer eder derfor, således, som jeg endnu
aldrig har æret nogen kvinde. Men hvad jeg klager
over, og hvad der nager mig som en stor sjælevé,
det er, at skæbnen ikke tidligere har ført mig eder
imøde. – –

Eline Gyldenløve! Eders moder har fortalt mig
om eder. Medens livet gik sin urolige gang fjernt
herfra, da vandred I på det ensomme Østråt, stille,
med eders digten og eders drømme. Se, derfor vil
I forstå, hvad jeg har at sige eder. – Vid da, at
også jeg engang har levet et liv, som I her. Jeg
tænkte mig, at når jeg trådte ud i den store vide

s. 78

verden, da vilde der komme mig imøde en ædel og
herlig kvinde, som skulde vinke ad mig og vise mig
vejen til et berømmeligt mål. – Jeg bedrog mig,
Eline Gyldenløve! Kvinder kom mig imøde; men
hun var ikke iblandt dem. Endnu før jeg fuldt var
bleven mand, havde jeg lært at foragte dem alle
tilhobe.

Er det da min skyld? Hvorfor var ikke de
andre ligesom I? – Jeg véd, eders fædrelands skæbne
hviler eder tungt på sinde. I kender den andel, jeg
har i forholdene – –. Det siges om mig, at jeg
skal være falsk som havskummet. Nok muligt; men
er jeg det, da har kvinderne lært mig at være det.
Havde jeg tidligere fundet, hvad jeg søgte, – havde
jeg truffet en kvinde, stolt, ædel og højsindet som
I, da var visselig min vej blevet en hel anden. Kan
hænde, at jeg da i dette øjeblik havde stået ved
eders side som talsmand for alle de forurettede i
Norges rige. Thi det tror jeg: en kvinde er det
mægtigste i verden, og i hendes hånd står det at
bøje en mand didhen, hvor Gud Herren vil have ham.

Eline
(for sig selv).

Skulde det være, som han siger? Nej, nej;
der er løgn i hans øje og svig på hans læber. Og
dog –; ingen sang er så liflig som hans ord.

Nils Lykke
(nærmere, dæmpet og mere fortroligt):

Hvor ofte har I vel ikke siddet her på Østråt,
ensom, med eders vekslende tanker. Da er det blevet
eder trangt om brystet; loft og vægge har ligesom
skrumpet sig sammen og knuget eders sind. Da
har I længtes udad; da har det lystet eder at flyve
langt herfra, uden at I selv vidste hvorhen. – Hvor

s. 79

ofte har I ikke vandret ensom ved fjorden; et smykket
skib, med riddere og damer ombord, med sang og
strengeleg, har sejlet forbi, langt derude; – et dunkelt
rygte om store begivenheder er nået til eder; – da
har I følt en higen i eders bryst, en ubetvingelig
længsel efter at vide, hvad der var hinsides havet.
Men I har ikke forstået, hvad der fattedes eder. I
har stundom ment, det var eders fædrelands lod, der
fyldte eder med alle de urolige tanker. I bedrog
eder selv; – en jomfru i eders unge år har andet
at gruble over. – – Eline Gyldenløve! Har I aldrig
tænkt eder hemmelige kræfter, – en stærk og løn-
domsfuld magt, som knytter menneskenes skæbner
til hinanden? Når I drømte om det brogede liv der-
ude i den vide verden, – når I drømte om ridder-
spil og lystige fester, – så I da aldrig i eders
drømme en ridder, der stod med smil på læben og
med græmmelse i hjertet midt i den larmende færd,
– en ridder, der engang havde drømt fagert som I,
om en kvinde, ædel og herlig, og som han forgæves
søgte blandt alle dem, der omgav ham.

Eline.

Hvo er I, der mægter at klæde mine lønligste
tanker i ord? Hvorledes kan I sige mig, hvad jeg
har båret inderst i mit bryst – uden selv at vide
det? Hvoraf véd I –?

Nils Lykke.

Hvad jeg har sagt eder, har jeg læst i eders øjne.

Eline.

Aldrig har nogen mand talt til mig som I. Jeg
har kun dunkelt forstået eder; og dog – – alt, alt
synes mig forandret siden – –

s. 80

(hen for sig.)

Nu begriber jeg, hvorfor de sagde, at Nils Lykke
er anderledes end alle andre.

Nils Lykke.

Der gives en ting i verden, som kunde forstyrre
et menneskes tanker, når vi grubler derover; og det
er tanken om, hvad der kunde sket, hvis alt havde
føjet sig så eller så. Havde jeg mødt eder på min
vej, medens mit livstræ endnu var grønt og frodigt,
så havde I måske i denne stund siddet som – –

Men tilgiv mig, min ædle jomfru! Disse få øje-
blikkes samtale har bragt mig til at glemme vor
gensidige stilling. Det var som om en lønlig røst
fra først af havde sagt mig, at med eder kunde jeg
tale åbent, uden smiger og uden forstillelse.

Eline.

Det kan I.

Nils Lykke.

Nu vel; – og denne åbenhjertighed har måske
allerede så halvt om halvt forsonet os med hinanden.
Ja, – jeg er endnu dristigere i mit håb. Kanhænde
den tid endnu kan komme, da I vil mindes den
fremmede ridder uden had og uden harme i sjælen.
Nå, nå, – misforstå mig ikke! Jeg mener ikke nu
straks, – men engang, senere hen i tiden. Og
for at gøre eder dette mindre svært, – og da jeg
nu engang er begyndt at tale åbenhjertigt og lige-
frem med eder, så lad mig sige jer –

Eline.

Herr ridder –!

Nils Lykke
(smilende).

Ah, jeg mærker, at mit brev endnu sætter eder

s. 81

i skræk. Men vær I fuldkommen rolig. Jeg kunde
give tusender til, dersom det var uskrevet; thi –
ja, da jeg véd, at det just ikke vil gøre eder synder-
lig ondt at høre, så kan jeg jo ligesågodt sige det
rent ud, – jeg elsker eder ikke, og vil aldrig komme
til at elske eder. Vær I derfor, som sagt, fuldkom-
men tryg; jeg skal ingensinde gøre forsøg på at – –

Men hvad fattes eder –?

Eline.

Mig? Intet; intet. – – Sig mig kun ét: Hvor-
for går I endnu med disse blomster? Hvad vil I
med dem?

Nils Lykke.

Disse? Er det ikke en stridshandske, som I
på alle kvinders vegne har tilkastet den onde Nils
Lykke? Skulde jeg så ikke tage den op?

Hvad jeg vil med dem, spurgte I? (dæmpet.) Når
jeg atter står mellem de fagre fruer i Danmark, –
når strengelegen tier og der er stilhed i salen, –
da vil jeg tage disse blomster frem og fortælle et
eventyr om en ung kvinde, der sidder ensom i en
mørk bjelkehal, fjernt oppe i Norge – –

(afbrydende, idet han ærbødigt bøjer sig.)

Men jeg frygter, at jeg altfor længe opholder
husets ædle datter. Vi sés ikke mere; thi endnu før
daggry er jeg afsted. Jeg byder eder altså mit farvel.

Eline.

Og jeg skænker eder mit, herr ridder!

(kort stilhed.)

Nils Lykke.

I er atter så tankefuld, Eline Gyldenløve! Er
det atter eders fædrelands skæbne, der nager eder?

Eline
(hovedrystende, idet hun adspredt stirrer hen for sig).

Mit fædreland? – Jeg tænker ikke på mit
fædreland.

Nils Lykke.

Så er det tiden med al dens kamp og nød, der
ængster eder.

Eline.

Tiden? Den glemmer jeg nu. – – I går til
Danmark? Var det ikke så I sagde?

Nils Lykke.

Jeg går til Danmark.

Eline.

Kan jeg se mod Danmark her fra salen?

Nils Lykke
(pegende på vinduet til venstre).

Ja, fra dette vindu. Hist, mod syd, ligger Dan-
mark.

Eline.

Og er det langt herfra? Mere end hundrede
mile?

Nils Lykke.

Meget mere. Havet ligger mellem Danmark
og eder.

Eline
(hen for sig).

Havet? Tanken har mågevinger. Havet standser
den ikke.

(hun går ud til venstre.)

Nils Lykke
(ser en stund efter hende; derpå siger han):

Hvis jeg kunde afse to dage til det – eller
blot én –, så skulde hun være i min vold lige så
godt som alle de andre.

Der er ellers et sjeldent stof i denne unge
kvinde. Hun er stolt. Skulde jeg virkelig beslutte
mig til –? Nej; heller ydmyge hende. – –

(han går omkring i stuen.)

Sandelig, tror jeg ikke, hun har sat mit blod
i brand. Hvem skulde tænkt sligt muligt herefter-
dags? – – Væk med dette! Jeg må ud af al den
vilderede, jeg her har rodet mig ind i.

(han sætter sig i en stol til højre.)

Hvorledes skal jeg forklare mig det? Både Olaf
Skaktavl og Inger Gyldenløve synes blinde for den
mistro, de udsætter sig for, når det rygtes, at jeg
er med i forbundet. – Eller skulde fru Inger virkelig
have fattet min hensigt? Skulde hun skønne, at
alle løfter kun var beregnede på at lokke Nils Sture
frem af sit smuthul?

(han springer op.)

Fordømt! Er jeg virkelig selv bleven narret?
Det er højst rimeligt, at grev Sture sletikke findes
på Østråt. Kanhænde at rygtet om hans flugt kun
har været en krigslist. Han sidder kanske i denne
stund velbeholden hos sine venner i Sverig, medens
jeg –

(går urolig op og ned ad gulvet.)

At jeg også skulde være så sikker i min sag!
Om jeg nu intet udretter! Om fru Inger kommer
efter mine hensigter, – og ikke lægger dølgsmål på
min færd –. At stå til spot og spe både her og i
Danmark! Ville lokke fru Inger i fælden, – og så

6*

s. 84

gavne hendes sag på det bedste, – styrke hendes
gunst hos almuen –! – – Ah, jeg kunde fristes
til at give mig den onde selv ivold, om han skaffed
mig fingre i grev Sture – –

Nils Lykke
(griber efter sværdet).

Hvad nu?

Nils Stenssøn
(idet han springer ned på gulvet).

Nå; endelig er jeg her da!

Nils Lykke
(sagte).

Hvad skal dette sige?

Nils Stenssøn.

Guds fred, herre!

Nils Lykke.

Tak, herre! Det er ellers en særegen indgang,
I der har valgt jer.

Nils Stenssøn.

Ja, hvad djævelen skulde jeg gøre? Porten var
jo lukket. Her på gården må nok folk have en søvn
som bjørnen ved juletider.

Nils Lykke.

Takker Gud! En god samvittighed er den bedste
hovedpude, véd I vel.

Nils Stenssøn.

Ja, det må så være; for alt hvad jeg hamred
og dundred, så –

Nils Lykke.

– så slap I dog ikke ind?

Nils Stenssøn.

Truffet på et hår. Jeg sagde altså til mig selv:
da du nu må ind på Østråt ikveld, om du så skal
gå gennem ild og vand, så kan du jo sagtens også
krybe gennem vinduet.

Nils Lykke
(sagte).

Ah, om det skulde være –!

(et par skridt nærmere.)

Så det var eder da så magtpåliggende at komme
til Østråt just iaften?

Nils Stenssøn.

Om det var? Ja, det skulde jeg mene. Jeg
lar nødig vente på mig, skal jeg sige eder.

Nils Lykke.

Aha, – fru Inger Gyldenløve venter eder altså?

Nils Stenssøn.

Fru Inger Gyldenløve? Ja, det skal jeg ikke
så bestemt kunne svare på; (med et listigt smil.) men her
turde være en anden –

Nils Lykke
(smiler også).

Nå, så her turde være en anden –?

Nils Stenssøn.

Sig mig, – hører I til huset?

Nils Lykke.

Jeg? Ja, for så vidt som jeg fra iaftes er fru
Ingers gæst.

Nils Stenssøn.

Så? – Jeg tror vi iaften har tredje kvelden
efter Mortens-messe?

Nils Lykke.

Tredje kvelden efter –? Ja, det er ret nok.
– Ønsker I kanske at stedes for husets frue straks?
Såvidt jeg véd, er hun ikke gået tilsengs endnu.
Men kunde I ikke sætte eder ned og hvile eder ud
sålænge, kære unge herre? Se, her er endnu en
kande vin tilovers. Lidt at spise finder I vel også.
Nu; tag for eder; I kan trænge til at styrke jer.

Nils Stenssøn.

I har ret, herre; det vilde ikke være så ilde.

(han sætter sig ved bordet og spiser og drikker under det følgende.)

Både steg og sød kage! Det er jo et herre-
mandsliv I fører her! Når man, som jeg, har sovet
på den bare jord og levet af brød og vand i fire-
fem dage –

Nils Lykke
(betragter ham smilende).

Ja, det må falde tungt for en, der er vant til
at sidde til højbords i grevelige sale.

Nils Stenssøn.

Grevelige sale –?

Nils Lykke.

Men nu kan I jo hvile eder ud her på Østråt,
så længe, som I lyster.

Nils Stenssøn
(glad).

Så? Kan jeg virkelig det? Jeg skal da ikke
så snart afsted igen?

Nils Lykke.

Ja, jeg véd ikke. Det må I vel selv bedst
kunne svare på.

Nils Stenssøn
(sagte).

Au, for fanden!

(han breder sig i stolen.)

Ja, ser I, – den ting er endnu ikke så ganske
afgjort. Jeg, for min del, skulde ikke have noget
imod at slå mig ned her for det første; men –

Nils Lykke.

– men I er ikke i et og alt eders egen herre?
Der gives andre hverv og andre anliggender –?

Nils Stenssøn.

Ja, det er netop knuden. Stod det til mig, så
hvilte jeg mig ialfald ud vinteren over her på Østråt;
jeg har nu levet min meste tid på feltfod, og så – –

(han bryder pludselig af, skænker og drikker.)

Eders skål, herre!

Nils Lykke.

På feltfod? Hm!

Nils Stenssøn.

Nej, det var det jeg vilde sige: jeg har længe
higet efter at se fru Inger Gyldenløve, som der går
så stort et ry af. Det må være en herlig kvinde.
Ikke sandt? – Det eneste, jeg ikke kan finde mig
i, er, at hun så forbandet nødig vil slå løs.

Nils Lykke.

Slå løs?

Nils Stenssøn.

Nu ja, I forstår mig nok; jeg mener, at hun så
nødig vil tage hånd i med, for at drive de fremmede
herremænd ud af landet.

Nils Lykke.

Ja, det har I ret i. Men nu får I gøre, hvad
I kan, så går det nok.

Nils Stenssøn.

Jeg? Ja, Gud bedre såsandt; det skulde stort
hjælpe, om jeg –

Nils Lykke.

Da er det dog sælsomt, at I gæster hende, når
I ikke har bedre håb.

Nils Stenssøn.

Hvad mener I med det? – Hør, kender I fru
Inger?

Nils Lykke.

Forstår sig; siden jeg er hendes gæst, så –

Nils Stenssøn.

Ja, derfor er det jo sletikke sagt, at I kender
hende. Jeg er også hendes gæst og har dog aldrig
set så meget som hendes skygge engang.

Nils Lykke.

Men I véd dog at fortælle –

Nils Stenssøn.

– hvad hvermand snakker om? Ja, det er
rimeligt. Desuden har jeg tidt nok hørt af Peder
Kanzler –

(han standser i forvirring og begynder ivrigt at spise.)

Nils Lykke.

I vilde sagt noget mere.

Nils Stenssøn
(spisende).

Jeg? Å nej, det kan være det samme.

Nils Lykke
(ler).

Nils Stenssøn.

Hvoraf ler I, herre?

Nils Lykke.

Af ingenting, herre!

Nils Stenssøn
(drikker).

Det er en liflig vin, I har her på gården.

Nils Lykke
(nærmer sig fortroligt).

Hør, – skulde det nu ikke være på tide at
kaste masken?

Nils Stenssøn
(smilende).

Masken? Ja, det får I gøre som I selv synes.

Nils Lykke.

Så lad al forstillelse fare. I er kendt, grev
Sture!

Nils Stenssøn
(med latter).

Grev Sture? Tror I også, at jeg er grev Sture?

(han rejser sig fra bordet.)

I fejler, herre! Jeg er ikke grev Sture.

Nils Lykke.

Virkelig ikke? Hvem er I da?

Nils Stenssøn.

Mit navn er Nils Stenssøn.

Nils Lykke
(ser smilende på ham).

Hm! Nils Stenssøn? Men I er ikke Sten Stures
søn Nils. Navnet slår ialfald til.

Nils Stenssøn.

Ganske sandt; men Gud må vide, med hvilken
ret jeg bærer det. Min fader har jeg aldrig kendt;
min moder var en fattig bondehustru, som blev
plyndret og slåt ihjæl i en af de forrige fejder.
Peder Kanzler var just dengang ved hånden; han
tog sig af mig, fostred mig op og lærte mig våben-
håndværket. Som I véd, har han i mange år været
forfulgt af kong Gustav, og jeg har trolig ledsaget
ham, hvor han færdedes.

Nils Lykke.

Peder Kanzler har nok lært jer mere end våben-
håndværket, lader det til. – – Nu godt; I er altså
ikke Nils Sture. Men I kommer dog fra Sverig.
Peder Kanzler har skikket eder hid for at finde en
fremmed, som –

Nils Stenssøn
(nikker listigt).

– som alt er funden.

Nils Lykke
(noget usikker).

Og som I ikke kender?

Nils Stenssøn.

Lige så lidt, som I kender mig; thi jeg sværger
eder ved Gud Fader selv: jeg er ikke grev Sture!

Nils Lykke.

Alvorligt, herre?

Nils Stenssøn.

Så sandt som jeg lever! Hvorfor skulde jeg
nægte det, hvis så var?

Nils Lykke.

Men hvor er da grev Sture?

Nils Stenssøn
(dæmpet).

Ja, det er just hemmeligheden.

Nils Lykke
(hviskende).

Som er eder bekendt? Ikke så?

Nils Stenssøn
(nikker).

Og som jeg har at meddele eder.

Nils Lykke.

Mig? Nu da, – hvor er han?

Nils Stenssøn
(peger opad).

Nils Lykke.

Deroppe? Fru Inger holder ham skjult på loftet?

Nils Stenssøn.

Nej, visst ikke; I misforstår mig.

(ser sig forsigtigt om.)

Nils Sture er himlet.

Nils Lykke.

Død! Hvor?

Nils Stenssøn.

På sin moders slot, – for tre uger siden.

Nils Lykke.

Ah, I bedrager mig! For fem, sex dage siden
drog han over grænsen ind i Norge.

Nils Stenssøn.

Å, det har været mig.

Nils Lykke.

Men kort tid tilforn havde greven vist sig i
Dalarne. Almuen, som allerede var urolig, gjorde
åbent oprør og vilde kåre ham til konge.

Nils Stenssøn.

Ha-ha-ha; det var jo mig!

Nils Lykke.

Eder?

Nils Stenssøn.

Nu skal I høre, hvorledes det gik til. En dag
kaldte Peder Kanzler mig for sig og lod sig forlyde
med, at store begivenheder var i gære. Han bød
mig drage ind i Norge til Østråt, hvor jeg måtte
være tilstede på en bestemt tid –

Nils Lykke
(nikker).

Tredje aften efter Mortens-messe.

Nils Stenssøn.

Der skulde jeg møde en fremmed –

Nils Lykke.

Rigtig; det er mig.

Nils Stenssøn.

Af ham vilde jeg få at vide, hvad jeg senere
havde at gøre. Jeg skulde derhos melde ham, at
greven pludselig var død, men at det endnu ikke
var vitterligt for nogen anden end for hans moder
grevinden, samt for Peder Kanzler og nogle gamle
husfolk hos Sturerne.

Nils Lykke.

Jeg forstår. Greven var hovedet for bønderne.
Hvis hans død rygtedes, så vilde de gå fra hver-
andre, – og der blev da intet af det hele.

Nils Stenssøn.

Kan nok hænde; jeg er ikke så inde i de ting.

Nils Lykke.

Men hvorledes kunde det falde eder ind at give
eder ud for greven?

Nils Stenssøn.

Hvorledes det kunde falde mig ind? Ja, hvad
véd jeg det? Der er falden mig såmangen galskab
ind i mine dage. Det var forresten ikke mit på-
fund; thi hvorsomhelst jeg kom frem i Dalarne, der
stimled almuen sammen og hilste mig som grev
Sture. Det hjalp ikke, alt hvad jeg sagde dem imod.
Greven havde været der for to år siden, fortalte de,
– og det mindste barn kendte mig igen. Nå, lad
gå, tænkte jeg; du blir aldrig greve mere i dette liv;
du kan jo sagtens engang forsøge, hvordan det er.

Nils Lykke.

Nu, – og hvad tog I jer så videre for?

Nils Stenssøn.

Jeg? Jeg spiste og drak og levede godt. Det
var bare skade, at jeg måtte så snart afsted igen.
Men da jeg foer over grænsen – ha-ha-ha – så
loved jeg dem, at jeg snart skulde komme tilbage
med tre-fire tusend mand – eller hvormange det nu
var, – og så skulde det rigtig gå løs.

Nils Lykke.

Og det faldt eder ikke ind, at I handlede ube-
sindigt?

Nils Stenssøn.

Jo, det faldt mig ind bagefter; men da var det
rigtignok for sent.

Nils Lykke.

Det gør mig ondt for eder, min unge ven; men
I vil snart komme til at spore følgerne af eders dår-
skab. Jeg kan fortælle jer, at I er forfulgt. En
deling svenske ryttere har sat efter jer.

Nils Stenssøn.

Efter mig? Ha-ha-ha! Nej, det er prægtigt!
Og når de så kommer, og mener, at de har fåt
kløerne i grev Sture – ha-ha-ha!

Nils Lykke
(alvorligt).

– så er det ude med eders liv.

Nils Stenssøn.

Mit –? Jeg er jo ikke grev Sture.

Nils Lykke.

Men I har kaldt almuen til våben. I har gjort
oprørske løfter og vækket ufred i landet.

Nils Stenssøn.

Ej, det var jo kun for spøg!

Nils Lykke.

Kong Gustav vil se sagen på en anden måde.

Nils Stenssøn.

Ja, sandelig, der er noget i, hvad I der siger.
At jeg også kunde være så galen – –. Nå, det
kommer vi vel ud af! I vil jo nok tage jer af mig;
og desuden, – rytterne er vel ikke i hælene på
mig endnu.

Nils Lykke.

Men hvad har I så videre at sige mig?

Nils Stenssøn.

Jeg? Ingenting. Når jeg nu bare får givet
eder pakken –

Nils Lykke
(ubetænksomt).

Pakken?

Nils Stenssøn.

Ja visst; I véd jo –

Nils Lykke.

Ah, ja rigtig; papirerne fra Peder Kanzler –

Nils Stenssøn.

Se, her har I dem allesammen.

(han rækker ham en pakke, som han har taget frem under sin vams.)

Nils Lykke
(sagte).

Breve og pergamenter til herr Olaf Skaktavl.

(til Nils Stenssøn.)

Pakken er åben, ser jeg. Så kender I vel ind-
holdet?

Nils Stenssøn.

Nej, herre, jeg læser ikke gerne skrift; det har
så sine årsager.

Nils Lykke.

Forstår; I har mest lagt vind på våbenhånd-
værket.

(han sætter sig ved bordet til højre og gennemløber papirerne.)

Aha! Oplysninger, mere end tilstrækkelige for
at komme efter, hvad der er i gære.

Dette lille brev med silkesnoren om – (undersøger
udskriften.) Også til herr Olaf Skaktavl. (åbner brevet og
ser flygtigt på indholdet.) Fra Peder Kanzler. Det kunde
jeg tænke. (læser mumlende.) «Jeg er hårdt i betryk;
thi – –»; ja, ganske rigtigt; her står det; – «den
unge junker Sture er gangen til sine fædre just i
det samme urolighederne skulde bryde løs» – –
«– men endnu kan der rådes bod på alting –»
Hvad nu? (han studser og læser videre.) «I må da vide,
herr Olaf Skaktavl, at den unge mand, der bringer
eder dette brev, er en søn af –» – Himmel og
jord, – står det så? – Ja, ved Kristi blod, det
står der! (med et blik på Nils Stenssøn.) Han skulde være –?
Ah, hvis det var således! (læser videre.) «Jeg har fostret
ham, fra han var årsgammel; men til denne dag har
jeg stadigt vægret mig ved at give ham tilbage, fordi
jeg tænkte, at jeg i ham skulde have et sikkert gidsel
for Inger Gyldenløves troskab imod os og mod vore
venner. Dog har han til dette øjemed kun lidet
bådet os. I tør vel undres over, at jeg ikke be-
troede eder denne hemmelighed, dengang I nys var
hos mig her; og jeg vil derfor ærligt tilstå, at jeg
frygtede for, I skulde beholde ham i samme øjemed
som jeg. Nu derimod, da I er stedet til møde med
fru Inger, og venteligen har forvisset eder om, hvor

s. 97

uvillig hun er til at tage sig af vore anliggender,
vil I skønne, at det er klogest, så snart ske kan,
at give hende tilbage, hvad hendes er. Vel turde
det da være muligt, at glæden, trygheden og tak-
nemmeligheden –» – «– dette er nu vort sidste
håb».

(han sidder en stund som slagen af overraskelse; da udbryder han
for sig selv:)

Aha, – hvilket brev! Det er guld værd!

Nils Stenssøn.

Jeg har nok bragt eder vigtige budskaber, kan
jeg skønne. Ja, ja, – Peder Kanzler har mange
jern i ilden, siges der.

Nils Lykke
(hen for sig).

Hvad gør jeg med alt dette? Her er tusend
veje at slå ind på. – Ifald jeg –? Nej, det var
for usikkert. Men dersom –? Ah, dersom jeg –?
Det skal voves!

(han river brevet tvers over, krøller stykkerne sammen og gemmer dem
indenfor vamsen; de øvrige papirer lægger han ind i pakken igen, stikker
denne i sit bælte, rejser sig og siger:)

Et ord, min unge ven!

Nils Stenssøn
(nærmer sig).

Nå, – det lader på jer, som om spillet går godt.

Nils Lykke.

Ja, det skulde jeg mene. I har givet mig lutter
herrekort på hånden, – damer og knægter og –

Nils Stenssøn.

Men jeg, som har bragt jer alle disse gode
tidender, har jeg nu ikke mere at bestille?

Nils Lykke.

I? Jo, det skulde jeg mene. I hører med til
spillet. I er konge – og trumf ovenikøbet.

Nils Stenssøn.

Er jeg? Å ja, nu forstår jeg jer; I tænker vel
på ophøjelsen –

Nils Lykke.

Ophøjelsen?

Nils Stenssøn.

Ja; dersom kong Gustavs folk fik fingre i mig,
spåde I, så –

(han gør tegn, som en der hænges.)

Nils Lykke.

Sandt nok; – men lad ikke det anfægte jer
længer. Det står nu til eder selv, om I inden en
måned skal bære hampesnoren eller en gylden kæde
om halsen.

Nils Stenssøn.

En gylden kæde? Og det står til mig selv?

Nils Lykke
(nikker.)

Nils Stenssøn.

Ja, så måtte fanden betænke sig længe! Men
sig mig bare, hvordan jeg skal bære mig ad.

Nils Lykke.

Det skal jeg. Dog først sværger I mig en dyr
ed på, at intet levende menneske i den vide verden
får erfare, hvad jeg betror jer.

Nils Stenssøn.

Ikke andet? I skal få ti eder, om I vil.

Nils Lykke.

Alvor, herre! Jeg spøger ikke med jer.

Nils Stenssøn.

Nå ja, ja; jeg er alvorlig.

Nils Lykke.

I Dalarne kaldte I eder grevesøn; – ikke så?

Nils Stenssøn.

Ej, – begynder I nu med det igen? Jeg har
jo ærligt skriftet for eder –

Nils Lykke.

I forstår mig ikke. Hvad I dengang sagde, var
sandhed.

Nils Stenssøn.

Sandhed? Hvor vil I nu hen? Men så sig
mig da –!

Nils Lykke.

Først eden! Den helligste, den ubrydeligste, I
kender.

Nils Stenssøn.

Den skal I få. Hist på væggen hænger jomfru
Marias billede –

Nils Lykke.

Jomfru Maria er bleven affældig på den sidste
tid. Har I ikke hørt, hvad munken i Wittenberg
påstår?

Nils Stenssøn.

Fy; hvor vil I agte på munken i Wittenberg?
Det er jo en kætter, siger Peder Kanzler.

Nils Lykke.

Ja, lad os ikke strides derom. Men her skal
jeg vise eder en fuldgod helgen at gøre løfte til.

(han peger på et billede, der hænger på en af vægstolperne.)

Kom hid, – og sværg mig taushed indtil jeg
selv løser eders tunge, – taushed, såsandt I håber
himlens salighed for eder selv og for ham, som her
hænger afbildet.

Nils Stenssøn
(idet han nærmer sig billedet).

Det sværger jeg, – hjælpe mig såsandt Guds
hellige ord!

(viger overrasket tilbage.)

Men, Krist, min frelser –!

Nils Lykke.

Hvad nu?

Nils Stenssøn.

Billedet der –! Det er jo mig selv!

Nils Lykke.

Det er den gamle Sten Sture, således, som han
i sine yngre år gik og stod her i livet.

Nils Stenssøn.

Sten Sture! – Og ligheden –? Og – jeg talte
sandhed, da jeg kaldte mig grevesøn, sagde I? Var
det ikke så?

Nils Lykke.

Så var det.

Nils Stenssøn.

Ah, jeg har det; jeg har det! Jeg er –

Nils Lykke.

I er Sten Stures søn, herre!

Nils Stenssøn
(slagen af stille forundring).

Jeg Sten Stures søn!

Nils Lykke.

Også på mødrene-side er I adelsbåren. Peder
Kanzler har talt usandt, hvis han har sagt, at en
fattig bondehustru var eders moder.

Nils Stenssøn.

Sælsomt; vidunderligt! – Men kan jeg da også
tro –?

Nils Lykke.

Alt, hvad jeg siger eder, kan I tro. Men kom
vel ihu, at det er altsammen til eders eget fordærv,
dersom I glemmer, hvad I tilsvor mig ved eders
faders salighed.

Nils Stenssøn.

Glemme det? O nej, det kan I være sikker
på, jeg ikke skal. – Men I, som jeg har givet mit
ord, – sig mig – hvem er I?

Nils Lykke.

Mit navn er Nils Lykke.

Nils Stenssøn
(overrasket).

Nils Lykke? Dog vel ikke den danske rigsråd?

Nils Lykke.

Jo netop.

Nils Stenssøn.

Og I skulde –? Det var sælsomt. Hvordan
kommer I –?

Nils Lykke.

– til at modtage budsendelser fra Peder Kanzler?
Det undrer eder nok?

Nils Stenssøn.

Ja, jeg skal ikke nægte det. Han har altid
nævnt eder som vor bittreste avindsmand –

Nils Lykke.

Og derfor mistror I mig?

Nils Stenssøn.

Nej, det just ikke; men –. Nå; fanden måtte
gruble!

Nils Lykke.

Det har I ret i. Følger I eders eget hoved, så
er bastesnoren eder ligeså viss, som grevenavnet og
den gyldne kæde, dersom I forlader eder på mig.

Nils Stenssøn.

I et og alt! Se, her er min hånd, kære herre!
Hjælp I mig med gode råd, sålænge det er fornødent.
Når det gælder at hugge løs, skal jeg nok berge
mig selv.

Nils Lykke.

Det er godt. Følg mig nu did ind i kammeret,

s. 103

så skal jeg sige jer, hvordan alt dette hænger sam-
men, og hvad I videre har at gøre.

Nils Stenssøn
(med et blik på billedet).

Jeg Sten Stures søn! O, vidunderligt, som en
drøm – –!

Fru Inger
(til Bjørn).

Og du er viss på, at min datter har talt med
ridderen her i salen?

Bjørn
(idet han sætter armstagen på bordet til venstre).

Ganske viss. Jeg mødte hende just i det samme
hun trådte ud på gangen.

Fru Inger.

Og da lod hun til at være oprørt i sindet? Var
det ikke så?

Bjørn.

Hun så ganske bleg og forstyrret ud. Jeg
spurgte, om hun var syg; men i stedet for at svare
på mit spørgsmål sagde hun: «gå ind til min moder
og sig hende, at ridderen drager herfra endnu før
dagbrækningen; hvis hun har brev eller budskab til

s. 105

ham, så bed hende, at hun ikke forvolder ham
unødigt ophold». Og så føjed hun noget til, som
jeg ikke rigtigt kunde høre.

Fru Inger.

Hørte du det slet ikke?

Bjørn.

Det lød for mig, som om hun sagde: «næsten
tror jeg, han alt har været for længe på Østråt».

Fru Inger.

Og ridderen? Hvor er han?

Bjørn.

Jeg tænker, han er inde på sit kammer i port-
fløjen.

Fru Inger.

Det er godt. Jeg har færdigt, hvad jeg agter
at give ham med. Gå ind til ham og sig, at jeg
venter ham her i salen.

(Bjørn går ud til højre.)

Olaf Skaktavl.

Véd I hvad, fru Inger, – rigtignok er jeg i
slige ting så blind som en muldvarp; men det bæres
mig dog for, som om – – hm!

Fru Inger.

Nu?

Olaf Skaktavl.

– som om Nils Lykke var eders datter god.

Fru Inger.

Da er I nok ikke så blind endda; thi jeg måtte
storligen tage fejl, dersom I ikke havde ret. Lagde

s. 106

I ikke mærke til, hvor begærligt han ved natverds-
bordet lytted efter det mindste ord, jeg fortalte om
Eline?

Olaf Skaktavl.

Han glemte både mad og drikke.

Fru Inger.

Og vore hemmelige anliggender med.

Olaf Skaktavl.

Ja, og det som mere er, – papirerne fra Peder
Kanzler.

Fru Inger.

Og af alt dette slutter I vel –?

Olaf Skaktavl.

Af alt dette slutter jeg først og fremst, at da
I kender Nils Lykke og véd, hvad ry der går af
ham, fornemmelig i kvindevejen, så –

Fru Inger.

– så bør det være mig kært at vide ham uden-
for porten?

Olaf Skaktavl.

Ja; og det jo før jo heller.

Fru Inger
(smilende).

Nej, – lige det modsatte, Olaf Skaktavl!

Olaf Skaktavl.

Hvordan mener I?

Fru Inger.

Hvis det forholder sig, som vi begge tror, så
må Nils Lykke ikke for nogen pris forlade Østråt
for det første.

Olaf Skaktavl
(ser misbilligende på hende).

Er I nu atter inde på krogveje, fru Inger? Hvad
er det for anslag I pønser på? Er det noget, som
kan øge eders magt til skade for os og –?

Fru Inger.

Ah, denne kortsynethed, som gør alle så ubillige
imod mig! Jeg kan se på jer, I tror det er min
agt at kåre Nils Lykke til svigersøn. Hvis sligt lå
i min tanke, hvorfor skulde jeg da vægret mig ved
at tage del i de ting, som nu forberedes i Sverig,
og som Nils Lykke og hele det danske tilhæng synes
villig til at understøtte?

Olaf Skaktavl.

Men når det ikke er eders ønske at vinde og
binde ham, – hvad har I så isinde med ham?

Fru Inger.

Det skal jeg med få ord forklare jer. I et brev
til mig har Nils Lykke nævnt det som et held at
kunne komme ind i vor slægt; og jeg vil være så
ærlig at tilstå, at jeg virkelig et øjeblik gav mig til
at tænke over sagen.

Olaf Skaktavl.

Nu, ser I vel!

Fru Inger.

At knytte Nils Lykke til min æt, var jo et
mægtigt middel til at forlige mange uenige her i
landet.

Olaf Skaktavl.

Eders datter Meretes giftermål med Vinzents

s. 108

Lunge, synes mig, måtte vise eder, hvad slige midler
virker. Aldrig så såre fik herr Lunge fast fod hos
os, før han rev til sig både gods og rettigheder –

Fru Inger.

Ak, jeg véd det, Olaf Skaktavl! Men stundom
går der så mangehånde tanker gennem mit sind.
Jeg kan ikke betro mig fuldt ud, hverken til eder
eller til nogen. Tidt véd jeg ikke, hvad der var
rettest for mig. Og alligevel –; anden gang at
kåre en dansk herre til svigersøn, – det er en ud-
vej, som jeg kun i den yderste nød gad gribe til;
og, himlen være lovet, – så vidt er det endnu ikke
kommet!

Olaf Skaktavl.

Jeg er lige klog, fru Inger; – hvorfor agter I
at holde Nils Lykke tilbage på Østråt.

Fru Inger
(dæmpet).

Fordi jeg bærer et inderligt nag til ham. Nils
Lykke har krænket mig blodigere end nogen anden.
Jeg kan ikke sige jer, hvad det ligger i. Men ro
får jeg ikke, før jeg har taget hævn over ham. For-
står I mig ikke? Sæt, at Nils Lykke blev min datter
god. Jeg synes, at det vel var tænkeligt. Jeg vil
formå ham til at blive her. Han skal lære Eline
nøjere at kende. Hun er både fager og kløgtig. –
Ah, om han engang med hed elskov i hjertet trådte
frem for mig og bad om hende! Da – at jage ham
væk som en hund; jage ham væk med spot, med
hån, med foragt; gøre det kundbart over hele landet,
at Nils Lykke forgæves havde prøvet at bejle sig
ind på Østråt –! Jeg siger eder, – jeg kunde give
ti år af mit liv for at få opleve en slig stund.

Olaf Skaktavl.

Hånden på hjertet, Inger Gyldenløve, – det
er altså eders hensigt med ham?

Fru Inger.

Det og intet andet, så sandt Gud lever! I må
tro mig, Olaf Skaktavl, jeg mener det ærligt med
mine landsmænd. Men jeg er så lidet min egen
herre. Der gives visse ting, som må holdes dulgt,
hvis jeg ikke skal rammes til døden. Dog, er jeg
først sikker fra den kant, da skal I erfare, om jeg
har glemt, hvad jeg svor ved Knut Alfsøns lig.

Olaf Skaktavl
(ryster hendes hånd).

Tak for hvad I der siger mig! Jeg vilde så
nødig tro ilde om eder. – Men hvad forehavendet
med ridderen angår, så tykkes det mig, at I frister
et voveligt spil. Dersom I nu forregned eder? Der-
som eders datter –? Thi der siges jo, at ingen
kvinde mægter stå sig imod denne snigende djævel.

Fru Inger.

Min datter? Tror I, at hun –? Nej, vær kun
tryg; jeg kender Eline bedre. Alt, hvad hun har
hørt til hans pris, har gjort hende hadsk imod ham.
I har jo selv med egne øjne fornummet –

Olaf Skaktavl.

Ja-ja, – kvindesind er en utryg grund at bygge
på. Se jer for skulde I dog.

Fru Inger.

Det vil jeg også; jeg vil holde vagtsomt øje
med dem. Men skulde det endog lykkes ham at
fange hende i sit garn, da behøver jeg blot at hviske
hende to ord i øret, og så –

Olaf Skaktavl.

Hvad så?

Fru Inger.

– så vil hun sky ham, som om han var en
udsending fra den lede frister selv.

Stille, Olaf Skaktavl! Der kommer han. Vær
nu besindig.

Nils Lykke
(går høfligt hen imod fru Inger).

Min ædle frue har ladet mig kalde.

Fru Inger.

Gennem min datter er det mig sagt, at I tænker
på at forlade os endnu inat.

Nils Lykke.

Desværre; – mit hverv på Østråt er jo tilende.

Olaf Skaktavl.

Ikke før jeg har fået mine papirer.

Nils Lykke.

Ganske sandt. Næsten havde jeg glemt det
vigtigste af mit ærende. Men det er også vor høje
værtindes skyld. Ved bordet forstod hun så kløgtigt
og så lifligt at sysselsætte sine gæster –

Fru Inger.

At I ej længer kom ihug, hvad der førte eder
hid? Det glæder mig; thi så var just min agt. Jeg
tænkte, at skulde min gæst, Nils Lykke, finde sig
vel tilmode på Østråt, så måtte han –

Nils Lykke.

Hvilket, frue?

Fru Inger.

– først og fremst glemme sit ærende – og
alt, hvad der forresten er gået forud for hans komme.

Nils Lykke
(til Olaf Skaktavl, idet han fremtager pakken og rækker ham den).

Papirerne fra Peder Kanzler. I vil der finde fuld-
stændige oplysninger om vore tilhængere i Sverig.

Olaf Skaktavl.

Det er godt.

(han sætter sig ved bordet til venstre, hvor han åbner og gennemblader
pakken.)

Nils Lykke.

Og nu, fru Inger Gyldenløve, – nu véd jeg ikke
her er mere for mig at gøre.

Fru Inger.

Såfremt det blot og bart er statssager, der har
ført os sammen, da har I måske ret. Men det vilde
jeg dog nødig tro.

Nils Lykke.

I mener –?

Fru Inger.

Jeg mener, det er ikke alene som dansk rigsråd
eller som Peder Kanzlers forbundsfælle, at Nils Lykke
tog sig for at gæste mig. – Skulde jeg fejle, hvis
jeg bildte mig ind, at I nede i Danmark kunde have
hørt et eller andet, som gjorde eder nyfigen efter
nærmere at kende fruen på Østråt.

Nils Lykke.

Det være langt fra mig at nægte –

Olaf Skaktavl
(bladende i papirerne).

Besynderligt. Slet intet brev.

Nils Lykke.

– fru Inger Gyldenløves ry er jo altfor vidt
udbredt, til at jeg ikke længe skulde have higet efter
at se hende ansigt til ansigt.

Fru Inger.

Så tænkte jeg vel. Men hvad forslår da det
at skæmte bort en times tid ved natverdsbordet?
Hvad der før har været imellem os, vil vi forsøge
at slå en streg over. Vel turde det føje sig så, at
den Nils Lykke, jeg kender, lagde en skygge over
naget til ham, som jeg ikke har kendt. Forlæng nu
eders ophold her i nogle dage, herr rigsråd! Olaf
Skaktavl tør jeg ikke overtale. Han har jo sine
lønlige hverv i Sverig. Hvad derimod eder angår,
da har I visstnok i forvejen indledet sagerne så
snildt, at eders nærværelse neppe gøres fornøden.
Tro mig, I skal ikke komme til at finde tiden lang
hos os; idetmindste vil både jeg og min datter op-
byde alle kræfter for at være eder ret hjertelig til
behag.

Nils Lykke.

Jeg tvivler hverken om eders eller eders datters
gode sindelag imod mig. Derom har jeg jo fået fuld-
gode vidnesbyrd. Men I vil visstnok erkende, at min
nærværelse andetsteds er uomgængelig fornøden, når
jeg desuagtet må erklære det for umuligt at forlænge
mit ophold på Østråt.

Fru Inger.

Nå således! – Véd I hvad, herr rigsråd, –
dersom jeg var ondskabsfuld, så kunde jeg falde på

s. 113

at tro, at I var kommen til Østråt for at prøve en
dyst med mig. Denne dyst synes I nu I har tabt,
og derfor er det eder ukært at dvæle længere på
slagmarken mellem vidnerne til eders nederlag.

Nils Lykke
(smilende).

Der kunde være skellig grund til en slig tyd-
ning; men visst er det, at jeg endnu ikke holder
slaget for tabt.

Fru Inger.

Det være nu som det vil; dersom I dvæler
nogle dage hos os, så kan det ialfald vindes tilbage.
Ja, I ser selv, hvor tvivlrådig jeg står og vipper på
skillevejen, – overtaler min farlige angriber til ikke
at rømme marken. – Nu, rent ud sagt, tingen er
denne: eders forbund med de misfornøjede i Sverig
forekommer mig endnu noget – ja, hvad skal jeg
kalde det? – noget vidunderligt, herr rigsråd! Jeg
siger eder dette uden omsvøb, kære herre! Den
tanke, som har ledet kongens råd til dette lønlige
skridt, tykkes mig såre klog; men den stikker stærkt
af mod visse af eders landsmænds fremfærd i de
forløbne år. Det må derfor ikke krænke jer, om
min lid til eders gode løfter trænger til at støttes
lidt bedre, forinden jeg lægger velfærd og gods i
eders hænder.

Nils Lykke.

For dette øjemed vilde et længere ophold på
Østråt neppe være til nogen nytte; thi jeg agter
intet yderligere forsøg at gøre på at rokke eders
beslutning.

Fru Inger.

Da ynker jeg eder af et oprigtigt hjerte. Ja,
herr rigsråd, – vel står jeg her som en rådløs

Henrik Ibsen: Fru Inger til Østråt.

8

s. 114

enke; men I kan tro mig på mit ord, og jeg spår
jer, at der vil komme til at vokse torne for jer af
eders rejse til Østråt.

Nils Lykke
(med et smil).

Spår I det, fru Inger?

Fru Inger.

Tilvisse! Hvad skal man vel sige, kære herre?
Menneskene er så klaffersyge nuomstunder. Mere
end én spottefugl vil digte smædeviser om eder.
Inden et halvt år vil I være i folkemunde; man vil
standse og se efter eder på alfar vej; man vil sige:
se; se, der rider herr Nils Lykke, som drog op til
Østråt for at fange Inger Gyldenløve, men som blev
hængende i sin egen snare. – Nå, nå, ikke så utål-
modig, herr ridder! Det er jo ikke min mening;
men så vil alle slemme og ondskabsfulde mennesker
dømme. Og dem gives der, desværre, nok af! –
Ja, det er ilde; men det er sandt og visst, – spot
vil blive eders løn, – spot over, at en kvinde var
snildere end I. «Listig som en ræv sneg han sig ind
på Østråt», vil man sige, – «skamfuld som en hund
lusked han igen afgårde». – Og endnu ét: mener
I ej, at Peder Kanzler og hans venner vil bede sig
fri for eders bistand, når det rygtes, at jeg ikke
trøster mig til at stride under eders mærke?

Nils Lykke.

I taler viseligen, frue! Og for ej at udsætte
mig for spot, – endvidere, for ej at bryde sam-
virket med alle de kære venner i Sverig, så nødes
jeg til –

Fru Inger
(hurtigt).

– at forlænge eders ophold på Østråt?

Olaf Skaktavl
(der har lyttet).

Nu går han i fælden!

Nils Lykke.

Nej, min ædle frue; – jeg nødes til at komme
overens med eder endnu i denne time.

Fru Inger.

Men ifald det nu ikke skulde lykkes?

Nils Lykke.

Det vil lykkes.

Fru Inger.

I er sikker i eders sag, som det lader.

Nils Lykke.

Hvad vædder vi, at I går med på mine og
Peder Kanzlers anslag?

Fru Inger.

Østråt gård mod eders knæspænder!

Nils Lykke
(slår sig på brystet og råber):

Olaf Skaktavl, – her ser I herren på Østråt!

Fru Inger.

Herr rigsråd! –

Olaf Skaktavl
(rejser sig fra bordet).

Hvad nu?

Nils Lykke
(til fru Inger).

Væddemålet modtager jeg ikke; thi om et øjeblik

8*

s. 116

skænker I mig gerne Østråt gård og mere til, for
at fri eder ud af snaren, hvori ikke jeg men I selv
er hildet.

Fru Inger.

Eders skæmt begynder at blive noget lystig,
herre!

Nils Lykke.

Den bliver lystigere endnu, – idetmindste for
mig. I pukker på at have overlistet mig. I truer
med at dynge på mig alle menneskers hån og spot.
Ah, I skulde vel vogte jer for at ægge min hævn-
lyst; thi jeg kan med to ord bøje eder i knæ for
mine fødder.

Fru Inger.

Ha-ha – –!

(standser pludselig som greben af en anelse.)

Og disse to ord, Nils Lykke? Disse to ord –?

Nils Lykke.

– er hemmeligheden om eders og Sten Stures søn.

Fru Inger
(med et skrig).

O, Jesus Krist –!

Olaf Skaktavl.

Inger Gyldenløves søn! Hvad siger I?

Fru Inger
(halvt i knæ for Nils Lykke).

Nåde! O, vær barmhjertig –!

Nils Lykke
(løfter hende op).

Kom til eder selv, og lad os tale besindigt
sammen.

Fru Inger
(med lav stemme og halvt forvildet).

Hørte I det, Olaf Skaktavl? Eller var det kun
en drøm? Hørte I, hvad han sagde?

Nils Lykke.

Det var ingen drøm, fru Inger!

Fru Inger
(slår hænderne sammen).

Og I véd det! I, – I! – Men hvor har I
ham da? Hvor har I ham? Hvad vil I gøre med
ham? (skriger:) Dræb ham ikke, Nils Lykke! Giv mig
ham igen! Dræb ham ikke for mig!

Olaf Skaktavl.

Ah, jeg begynder at begribe –

Fru Inger.

Og denne angst –; denne kvælende rædsel –.
Jeg har båret på det i mangfoldige år, – – og så
skulde det briste alt tilhobe, og jeg får friste slig
nød og kvide! – Herre min Gud, er dette ret af
dig? Var det derfor, du gav mig ham?

(hun tager sig sammen og siger med tilkæmpet fatning:)

Nils Lykke, – sig mig én ting. Hvor har I
ham? Hvor er han?

Nils Lykke.

Hos sin fosterfader.

Fru Inger.

Endnu hos sin fosterfader. O, denne ubønhør-
lige mand –! Altid har han nægtet mig –. Men
det må ikke længer blive således ved! Hjælp mig,
Olaf Skaktavl!

Olaf Skaktavl.

Jeg?

Nils Lykke.

Det vil ej være fornødent, såfremt I kun –

Fru Inger.

Hør mig, herr rigsråd! Hvad I véd, det skal
I vide tilbunds. Og I også, gamle trofaste ven! –

Nu vel da! I minded mig før om hin usalige
dag, da Knut Alfsøn blev slagen ved Oslo. I minded
mig om det løfte, jeg gjorde, da jeg stod ved liget
mellem Norges gæveste mænd. Jeg var knapt fuld-
voksen dengang; men jeg kendte Guds kraft i mig,
og jeg mente, hvad mange har ment sidenefter, at
Herren selv havde sat sit mærke på mig og kåret
mig til at stride forrest for land og rige.

Var det hovmod? Eller var det en åbenbarelse
ovenfra? Jeg er aldrig kommen tilbunds i det.
Men ve hver den, som har fået en stor gerning at
bære på.

I syv år tør jeg sige, at jeg trolig holdt, hvad
jeg havde lovet. Jeg stod sammen med mine lands-
mænd i trængsler og nød. Alle mine legesøstre sad
som hustruer og mødre trindt om i landet. Jeg
alene turde ikke høre på nogen bejler. Ikke på
nogen. I véd det bedst, Olaf Skaktavl!

Da så jeg første gang Sten Sture. Fagrere
mand havde jeg aldrig set tilforn.

Nils Lykke.

Ah, det går op for mig! Sten Sture var den
tid i Norge i et hemmeligt ærende. Vi Danske turde
ikke vide, at han var velsindet mod eders venner.

Fru Inger.

Forklædt som en ringe svend leved han en
vinter under tag med mig.

s. 119

Den vinter tænkte jeg mindre og mindre på
rigets velfærd. – – Så fager en mand havde jeg
aldrig set. Og jeg var bleven henimod de fem og
tyve år – –

Næste høst kom Sten Sture igen. Og da han
atter drog bort, tog han med sig i al løndom et
spædt barn. Det var ikke menneskenes onde tunger,
som jeg frygted, men det vilde have skadet vor sag,
ifald det havde rygtedes, at Sten Sture stod mig
så nær.

Barnet blev sat til opfostring hos Peder Kanzler.
Jeg vented på bedre tider, som snart skulde komme.
Aldrig kom de. Sten Sture gifted sig to år efter i
Sverig, og da han døde, efterlod han sig enke –

Olaf Skaktavl.

– og med hende en lovlig arving til sit navn
og sine rettigheder.

Fru Inger.

Gang efter gang skrev jeg til Peder Kanzler og
bønfaldt ham om at give mig mit barn tilbage. Men
han vægred sig stadigen. «Slut eder fast og ubryde-
lig til os», svared han, «så sender jeg eders søn til
Norge; før ikke». Hvor skulde jeg vove det? Vi
misfornøjede var dengang ilde set af mange frygt-
agtige her i landet. Dersom disse fik nys i sagen
– o, jeg véd det! for at stække moderen, skulde
de gerne have beredt barnet den samme skæbne,
som kong Kristjern skulde fristet, om ikke flugten
havde frelst ham.

Men foruden det, var også Danskerne virk-
somme. De forsømte hverken trusler eller løfter for
at drive mig over på sin side.

Olaf Skaktavl.

Begribeligt. Alles øjne vogted på eder, som på
den vindfløj, de skulde sejle efter.

Fru Inger.

Nu kom Herluf Hydefads oprør. Mindes I hin
tid, Olaf Skaktavl? Var det ikke, som om en sol-
fuld vår gik over hele landet! Stærke røster maned
mig at komme udenfor; – men jeg turde det ikke.
Jeg sad tvivlrådig – langt fra striden – på min
ensomme gård. Stundom var det, som om Gud
Herren selv råbte på mig; men da kom denne dræ-
bende angst igen og lamslog al vilje. «Hvem vil
sejre?» se, det var spørgsmålet, som idelig ringed
for mine øren.

Det var en kortvarig vår, som dengang brød
frem over Norge. Herluf Hydefad, og mangfoldige
med ham, lagdes på stejle og hjul i de måneder,
som fulgte på. Mig kunde ingen kræve til regnskab.
Og dog mangled det ikke på forblommede trusler
fra Danmark. Hvad, om de kendte hemmeligheden?
Tilslut vidste jeg ikke at tyde det anderledes, end
at de kendte den.

I slig en kvidefuld tid var det, at rigshovmester
Gyldenløve kom herop og forlangte mig tilægte. Lad
en ængstet moder tænke sig i mit sted –! En
måned efter var jeg rigshovmesterens hustru, – og
hjemløs i mine landsmænds hjerter.

Så kom de stille år. Ingen rejste sig mere.
Herrerne kunde trykke os ned så dybt og så tungt
de lysted. Der var stunder, da jeg væmmedes over
mig selv. Thi hvad havde jeg at gøre? Intet, uden
at ængstes, forhånes og føde døtre til verden. Mine
døtre! Gud må forlade mig det, ifald jeg ikke har
en moders hjerte for dem. Mine pligter som hustru
var mig et hoveriarbejde. Hvor kunde jeg så elske

s. 121

mine døtre? O, med min søn var det anderledes!
Han var min sjæls eget barn. Han var den eneste,
som minded mig om den tid, da jeg var kvinde og
intet andet end kvinde. – Og ham havde de taget
fra mig! Han vokste op mellem fremmede, som
måske såede fordærvelsens sæd i ham! Olaf Skak-
tavl, – havde jeg, som I, vandret jaget og forladt
på højfjeldet, i vinter og uvejr, – hvis jeg havde
havt mit barn i mine arme, – tro mig, jeg skulde
ikke have sørget og grædt så sårt, som jeg har
sørget og grædt for ham fra hans fødsel og til
denne time!

Olaf Skaktavl.

Der er min hånd. Jeg har dømt eder for hårdt,
fru Inger! Byd og råd over mig som før. Jeg skal
lystre. – Ja, ved alle hellige, – jeg véd, hvad det
vil sige at sørge for sit barn.

Fru Inger.

Voldsmænd slog eders. Men hvad er døden mod
en hvileløs angst gennem alle de lange år?

Nils Lykke.

Nu vel; det står i eders magt at ende denne
angst. Forson de stridende parter, så tænker ingen
af dem på at tilegne sig eders barn som borgen for
eders troskab.

Fru Inger
(hen for sig).

Dette er himlens hævn – –

(ser på ham.)

Sig kort og godt, hvad I fordrer.

Nils Lykke.

Først fordrer jeg, at I skal kalde den norden-

s. 122

fjeldske almue under våben for at støtte de misfor-
nøjede i Sverig.

Fru Inger.

Og dernæst –?

Nils Lykke.

– at I virker for, at den unge grev Sture kan
blive indsat i sin slægts rettigheder som Sverigs
styrer.

Fru Inger.

Han? I fordrer, at jeg –?

Olaf Skaktavl
(sagte).

Det er mange Svenskers ønske. Også vi vilde
være vel tjent dermed.

Nils Lykke.

I betænker eder, min frue? I skælver for eders
søns sikkerhed. Hvor kan I da ønske noget bedre,
end at se hans halvbroder på tronen?

Fru Inger
(tankefuld).

Vel sandt; – vel sandt –

Nils Lykke
(betragter hende skarpt).

Medmindre der skulde være andre anslag igære –

Fru Inger.

Hvad mener I?

Nils Lykke.

At Inger Gyldenløve pønsed på at blive –
kongemoder.

Fru Inger.

Nej, nej! Giv mig mit barn tilbage, så kan I
give kronerne til hvem I vil.

Men véd I da også, om grev Sture er villig –?

Nils Lykke.

Derom kan han selv forvisse eder.

Fru Inger.

Han selv? Og når?

Nils Lykke.

I denne time.

Olaf Skaktavl.

Hvordan?

Fru Inger.

Hvad siger I?

Nils Lykke.

Med ét ord, at grev Sture befinder sig på Østråt.

Olaf Skaktavl.

Her?

Nils Lykke
(til fru Inger).

Det blev eder måske berettet, at jeg red selv
anden gennem porten? Greven var min følgesvend.

Fru Inger
(sagte).

Jeg er i hans vold. Her er intet valg længer.

(ser på ham og siger:)

Godt, herr rigsråd, – I skal få min forsikring
om bistand.

Nils Lykke.

Skriftlig?

Fru Inger.

Som I begærer.

(hun går over til bordet på venstre side, sætter sig og tager skrive-
sager frem af skuffen.)

Nils Lykke
(afsides, ved bordet til højre).

Endelig sejrer jeg da!

Fru Inger
(efter et øjebliks betænkning, vender sig pludselig over stolen mod Olaf
Skaktavl og hvisker:)

Olaf Skaktavl, – nu véd jeg det med visshed,
– Nils Lykke er en forræder!

Olaf Skaktavl
(sagte).

Hvordan? I tror –?

Fru Inger.

Han pønser på svig.

(hun lægger papir tilrette og dypper pennen.)

Olaf Skaktavl.

Og dog vil I skrive en slig forsikring, som kan
volde eders undergang?

Fru Inger.

Stille; lad mig råde. Nej, vent, og hør
først – –

(hun taler hviskende med ham.)

Nils Lykke
(sagte, holder øje med dem).

Ah, rådslå kun, så meget I lyster! Nu er al
fare forbi. Med hendes skrevne tilsagn i lommen

s. 125

kan jeg forklage hende, hvad time det skal være.
Endnu i denne nat et hemmeligt bud til Jens
Bjelke –. Jeg har mit ord i behold, når jeg for-
sikrer ham, at den unge grev Sture ikke er på
Østråt. Og så imorgen, når vejen er fri, – til
Trondhjem med junkeren. Derfra tilskibs med ham
som fange til København. Sidder han først i tårnet
dernede, kan vi foreskrive fru Inger, hvad kår os
lyster. Og jeg –? Efter dette tænker jeg ikke,
kongen lægger sendelsen til Frankrig i andre hænder
end mine.

Fru Inger
(fremdeles hviskende til Olaf Skaktavl).

Nu, I har altså forstået mig?

Olaf Skaktavl.

Tilfulde. Lad det voves, som I vil.

(han går ud til højre i baggrunden.)

Nils Stenssøn
(med dæmpet stemme).

Herr ridder, – herr ridder!

Nils Lykke
(hen imod ham).

Uforsigtige! Hvad vil I her? Har jeg ikke sagt,
I skulde vente derinde, til jeg kaldte på jer?

Nils Stenssøn.

Hvor kunde jeg det? Nu, da I har betroet mig,
at Inger Gyldenløve er min moder, nu tørster jeg
mere end nogensinde efter at se hende ansigt til
ansigt – –

O, det er hende! Hvor stolt og høj! Således
har jeg altid tænkt mig hende. Vær ikke ræd, kære

s. 126

herre; – jeg skal ikke forgå mig. Siden jeg fik
denne hemmelighed at vide, kender jeg mig ligesom
ældre og sindigere. Jeg vil ikke længer være vild
og forfløjen. Jeg vil være som de andre adelige
junkere. – Hør, sig mig, – véd hun, at jeg er
her? I har vel forberedt hende?

Nils Lykke.

Ja, visst nok har jeg det, men –

Nils Stenssøn.

Nu?

Nils Lykke.

– hun vil ikke kendes ved jer som søn.

Nils Stenssøn.

Vil hun ikke kendes ved mig? Men hun er jo
min moder. – O, når der ikke er andet ivejen –
(han tager frem en ring, som han bærer i en snor om halsen.) – så
vis hende denne ring. Jeg har båret den fra mine
tidligste år. Den må hun vel vide besked om.

Nils Lykke.

Gem ringen, menneske! Gem den, siger jeg!

I forstår mig ikke. Fru Inger tvivler ingenlunde
om, at I er hendes barn; men, – ja, se eder om;
se al denne rigdom; se alle disse mægtige forfædre
og frænder, hvis billeder prunker både højt og lavt
på alle vægge; og endelig hun selv, denne stolte
kvinde, der er vant til at byde som den første adels-
frue i riget. Tror I, det kan være hende kært at
vise frem en fattig, uvidende svend for menneskenes
øjne og sige: se her, denne er min søn!

Nils Stenssøn.

Ja, I har visseligen ret. Jeg er fattig og uvi-
dende. Jeg har intet at byde hende i vederlag for

s. 127

hvad jeg fordrer. O, aldrig har jeg følt mig tynget
af min armod før i denne stund! Men sig mig, –
hvad tror I, jeg skal gøre for at vinde hendes god-
hed? Sig mig det, kære herre; I må dog vide det!

Nils Lykke.

I skal vinde land og rige. Men indtil det kan
ske, må I vel vogte eder for at såre hendes øren
ved at ymte om slægtskab eller sligt. Hun vil te
sig, som om hun holdt eder for at være den virke-
lige grev Sture, så længe til I selv gør eder værdig
at kaldes hendes søn.

Nils Stenssøn.

O, men så sig mig da –!

Nils Lykke.

Stille; stille!

Fru Inger
(rejser sig og rækker ham papiret).

Herr ridder, – her har I mit tilsagn.

Nils Lykke.

Jeg takker eder.

Fru Inger
(idet hun bemærker Nils Stenssøn).

Ah, – denne unge mand er –?

Nils Lykke.

Ja, fru Inger, det er grev Sture.

Fru Inger
(afsides, ser stjålent på ham).

Træk for træk; – ja, ved Gud, – det er Sten
Stures søn!

s. 128

(træder nærmere og siger med kold høflighed:)

Vær hilset under mit tag, herr greve! Det hviler
i eders hånd, hvorvidt vi inden et år skal velsigne
dette møde eller ej.

Nils Stenssøn.

I min hånd? O, byd mig, hvad jeg skal gøre!
Tro mig, jeg har både mod og vilje –

Nils Lykke
(lytter urolig).

Hvad er det for larm og støj, fru Inger? Det
er nogen, som vil her ind. Hvad skal dette sige?

Fru Inger
(med hævet røst).

Det er ånderne, som vågner!

Bønder og huskarle.

Hil være fru Inger Gyldenløve!

Fru Inger
(til Olaf Skaktavl).

Har I sagt dem, hvad der er i gære?

Olaf Skaktavl.

Alt, hvad de behøver at vide, har jeg sagt dem.

Fru Inger
(til flokken).

Ja nu, mine trofaste husfolk og bønder, nu må
I væbne eder, som I bedst véd og kan. Hvad jeg
tidligere iaftes satte mig imod, det være eder nu i
fuldeste måde tilstedet. Og her stiller jeg frem for
eder den unge grev Sture, Sverigs vordende styrer,
– og Norges med, hvis Gud så vil det.

Hele mængden.

Hil ham! Hil grev Sture!

Nils Lykke
(sagte og urolig).

Ånderne vågner, sagde hun? På skrømt har
jeg manet oprørsdjævelen frem. Fordømt, om han
skulde vokse mig over hovedet!

Fru Inger
(til Nils Stenssøn).

Af mig modtager I her den første håndsrækning,
– treti ridende bønder, som skal følge og beskytte
eder. Tro mig, – inden I nåer grænsen, har mange
hundrede stillet sig under mit og eders mærke. Og
rejs så med Gud!

Nils Stenssøn.

Tak, – Inger Gyldenløve! Tak, – og vær
sikker på, I skal aldrig komme til at skamme eder
over – over grev Sture! Hvis I ser mig igen, da
har jeg vundet land og rige!

Nils Lykke
(for sig selv).

Ja, hvis hun ser dig igen.

Olaf Skaktavl.

Hestene venter, I gode bønder! Er I så rede –?

Bønderne.

Ja, ja, ja!

Nils Lykke
(urolig, til fru Inger).

Hvordan? Det er da vel ikke eders agt allerede
nu inat –?

Fru Inger.

I dette øjeblik, herr ridder!

Nils Lykke.

Nej, nej, umuligt!

Fru Inger.

Som jeg siger.

Nils Lykke
(sagte til Nils Stenssøn.)

Lyd hende ikke!

Nils Stenssøn.

Hvor kan jeg andet! Jeg vil; jeg må!

Nils Lykke.

Men det er eders sikre fordærv –

Nils Stenssøn.

Lige godt! Hun har al rådighed over mig –

Nils Lykke
(bydende).

Og jeg?

Nils Stenssøn.

Mit ord holder jeg; lid på det. Hemmeligheden
skal ikke komme over min mund, før I selv løser
mig. Men hun er min moder!

Nils Lykke
(afsides).

Og Jens Bjelke, som lurer på vejen! Forbandet!
Han snapper mig byttet af hænderne –

(til fru Inger.)

Vent til imorgen!

Fru Inger
(til Nils Stenssøn).

Grev Sture, – vil I lyde mig, eller ej?

Nils Stenssøn.

Tilhest!

(han går op mod baggrunden.)

Nils Lykke
(afsides).

Den ulykkelige! Han véd ikke, hvad han gør.

(til fru Inger.)

Nu, siden det skal så være, – lev vel!

(han bøjer sig hurtigt og vil gå.)

Fru Inger
(holder ham tilbage).

Nej, stands! Ikke så, herr ridder, – ikke så!

Nils Lykke.

Hvad mener I?

Fru Inger
(med dæmpet stemme).

Nils Lykke, – I er en forræder! Stille! Lad
ingen mærke, at der er uro i høvedsmændenes lejr.
Peder Kanzlers tillid har I vundet ved en djævelsk
list, som jeg ikke mægter gennemskue. I har tvunget
mig til at øve oprørsfærd, – ikke for at støtte vor
sag, men for at fremme eders egne anslag, hvilke
de end monne være. Jeg kan ikke længer træde
tilbage. Men tro ikke derfor, at I har sejret! Jeg
skal vide at gøre eder uskadelig –.

Nils Lykke
(lægger uvilkårligt hånden på sværdet).

Fru Inger!

Fru Inger.

Vær rolig, herr rigsråd! Det gælder ikke livet.
Men udenfor Østråts porte kommer I ikke, før sejren
er vor.

Nils Lykke.

Død og ulykke!

Fru Inger.

Al modstand er unyttig. I slipper ikke herfra.
Forhold eder derfor stille; det er det klogeste, I
kan gøre.

Nils Lykke
(hen for sig).

Ah, – jeg er overlistet. Hun har været
snedigere end jeg. (en tanke skyder op i ham.) Men om
jeg endda –?

Fru Inger
(sagte til Olaf Skaktavl).

Følg grev Stures trop lige til grænsen. Drag
så uopholdelig til Peder Kanzler og bring mig mit
barn. Nu har han ikke længer nogen grund til at
forholde mig, hvad mit er.

(tilføjer, da Olaf Skaktavl vil gå:)

Vent; et kendemærke –. Den, der bærer Sten
Stures ring, det er den rette.

Olaf Skaktavl.

Ved alle hellige, I skal få ham!

Fru Inger.

Tak, – tak, min trofaste ven!

Nils Lykke
(til Finn, hvem han ubemærket har kaldt til sig, og med hvem han har
hvisket).

Altså, – se at liste dig ud. Lad ingen se dig.

s. 133

En fjerdingvej herfra ligger Svenskerne i baghold.
Fortæl befalingsmanden, at grev Sture er død. Den
unge mand der må ikke antastes. Sig befalings-
manden det. Sig ham, at junkerens liv er mig
tusender værd.

Finn.

Det skal ske.

Fru Inger
(der imidlertid har holdt øje med Nils Lykke).

Og rejs nu alle med Gud! (pegende på Nils Lykke.)
Denne ædle ridder der kan ikke bekvemme sig til
så hastigt at forlade sine venner på Østråt. Han vil
vente her hos mig til sejersbudskabet kommer.

Nils Lykke
(for sig selv).

Djævel!

Nils Stenssøn
(griber hans hånd).

Tro mig, – I skal ikke komme til at vente
længe!

Nils Lykke.

Det er godt; det er godt! (afsides.) Alt kan endnu
vindes. Hvis bare mit bud kommer betids til Jens
Bjelke –

Fru Inger
(til fogden Ejnar Huk, pegende på Finn).

Og han der hensættes under sikker bevogtning
i borgekælderen.

Finn.

Jeg?

Fogden og huskarlene.

Finn!

Nils Lykke
(sagte).

Der brast mit sidste anker.

Fru Inger
(bydende).

I borgekælderen!

Alle de øvrige,
(undtagen Nils Lykke, idet de stormer ud til højre):

Afsted! Tilhest, – tilhest! Hil være Inger
Gyldenløve!

Fru Inger
(tæt forbi Nils Lykke, idet hun følger de bortdragende):

Hvem sejrer?

Nils Lykke
(står alene igen).

Hvem? Ja, ve dig; – sejren blir dyrekøbt.
Jeg vasker mine hænder. Det er ikke mig, som
myrder ham.

Men mit bytte undslipper mig ligefuldt. Og op-
røret vokser og breder sig! – Ah, det er et dum-
dristigt, et afsindigt spil, jeg her har indladt mig i!

(han lytter ved vinduet.)

Der rider de raslende ud igennem porten. –
Nu stænges der efter dem; – og her står jeg igen
som fange.

Ikke nogen mulighed for at slippe bort! Inden
en halv time falder Svenskerne over ham. Han har
treti vel væbnede ryttere med sig. Det vil gå på
livet løst.

Men hvis de nu alligevel fangede ham levende?
– Var jeg blot fri, så kunde jeg indhente Svenskerne,

s. 135

inden de nåede grænsen, og få ham udleveret. (går
op mod vinduet i baggrunden og ser ud.) Fordømt. Vagt uden-
for allevegne. Skulde der da ingen udvej være? (går
hurtigt nedover gulvet igen; pludselig standser han og lytter.)

Hvad er det? Sang og strengeleg. Det kommer
ligesom over fra jomfru Elines kammer. Ja, det er
hende, som synger. Altså oppe endnu – –

(en tanke synes at gennemfare ham.)

Eline! Ah, hvis det gik an! Hvis det lod sig
gøre, at –. Og hvorfor skulde det ikke lade sig
gøre? Er jeg ikke endnu mig selv? I visen heder det:

Hver en skøn-jomfru sukker så mod:

Gud give, Nils Lykke var mig huld og god!

Og hun –? – – Eline Gyldenløve skal
frelse mig!

Fru Inger
(efter et ophold).

Den kløgtigste i landet kalder de mig. Jeg tror,
jeg er det også. Den kløgtigste –. Der er ingen,
som véd, hvorfor jeg er den kløgtigste. I mere end
tyve år har jeg stridt for mit barns frelse. Det er
nøglen til gåden. Det gir vid i panden, det!

Vid? Hvor er min kløgt bleven af inat? Hvor
har jeg min omtanke henne? Det ringer og suser
for mine øren. Jeg ser skikkelser for mig, så liv-
agtigt, at jeg kunde gribe i dem.

(hun springer op.)

Herre min Jesus, – hvad er dette? Er jeg
ikke længer rådig over min forstand? Skulde det
komme dertil, at jeg –?

(hun presser hænderne sammen om hovedet; derpå sætter hun sig atter
og siger roligere:)

O, det er intet. Det går over. Det har ingen
nød; – det går over.

s. 137

Hvor her er fredsælt i salen inat. Hverken
fædre eller frænder ser truende på mig. Det trænges
ikke at hænge dem indad imod væggen.

(hun rejser sig igen.)

Ja, vel var det, at jeg endelig tog mod til mig.
Vi vil sejre; – og så står jeg ved målet. Jeg får
mit barn igen.

(hun tager lyset for at gå, men standser og siger hen for sig:)

Ved målet? Ved målet? At få ham tilbage?
Kun det, – og så intet videre?

(sætter atter stagen på bordet.)

Dette flygtige ord, som Nils Lykke således
kasted hen i vind og vejr –. Hvorledes kunde han
se min ufødte tanke?

(sagtere.)

Kongemoder. – Kongemoder, sagde han. –
Og hvorfor ikke? Har ikke min slægt før mig rådet
som konger, om de end ikke bar kongenavnet? Har
ikke min søn den samme adkomst til Sture-slægtens
rettigheder, som den anden? I Guds øjne har han
det, – såsandt der ellers er retfærd i himlen.

Og disse rettigheder har jeg i angstens stund
fraskrevet ham. Jeg har med ødsel hånd bortskænket
dem, som løsepenge for hans frihed.

Om de nu kunde vindes tilbage? – Vilde det
fortørne himlen, om jeg –? Skal jeg tro, det kunde
kalde nye trængsler ned over mig, ifald jeg –? –
Hvem véd; – hvem véd! Det tør være sikrest at
forsage. (hun tager atter lyset.) Jeg får jo mit barn igen.
Det må være nok. Jeg vil søge hvile. Alle de
forvovne tanker, – dem vil jeg sove fra mig.

(går mod baggrunden, men standser oppe på gulvet og siger grublende:)

Kongemoder!

(hun går langsomt ud til venstre i baggrunden.)

Nils Lykke
(lyser spejdende omkring og hvisker):

Alt er stille. Jeg må afsted.

Eline.

O, så lad mig endnu en eneste gang se dig ind
i øjnene, førend du forlader mig.

Nils Lykke
(omfavner hende).

Eline!

Eline
(efter et lidet ophold).

Kommer du aldrig mere til Østråt?

Nils Lykke.

Hvor kan du tvivle på det? Er du ikke fra
nu af min trolovede? – Men vil du også være
mig tro, Eline? Vil du ikke forglemme mig, inden
vi atter mødes?

Eline.

Om jeg vil være dig tro? Har jeg da længer
nogen vilje? Mægted jeg vel at være dig utro, selv
om jeg vilde det? – Du kom ved nattetid; du
banked på min dør; – og jeg lukked dig ind. Du
talte til mig. Hvad var det du talte? Du stirred
mig ind i øjet. Hvad var det for en gådefuld magt,
der dåred mig og kogled mig ind som i et trold-
doms-næt? (hun skjuler hurtigt sit ansigt ved hans skulder.) O,
se ikke på mig, Nils Lykke! Du må ikke se på
mig efter dette – –. Tro, siger du? Du har
mig jo. Jeg er jo din; – må være det – i al
evighed.

Nils Lykke.

Nu, ved min ridder-ære, så skal du også, inden
året er omme, sidde som frue i min fædreneborg!

Eline.

Ingen løfter, Nils Lykke! Sværg mig intet til.

Nils Lykke.

Hvad fattes dig? Hvorfor ryster du så sørg-
modigt med hovedet?

Eline.

Fordi jeg véd, at de bløde ord, som dåred mit
sind, dem har du tilhvisket mangfoldige før mig. Nej,
nej, vredes ikke, du elskede! Jeg bebrejder dig
intet, således som jeg gjorde, da jeg endnu ikke
kendte dig. Nu skønner jeg jo, hvor højt du sigter
over alle andre. Hvor kan elskov være dig andet
end en leg og kvinden et legetøj?

Nils Lykke.

Eline, – hør mig!

Eline.

Jeg er vokset op under lyden af dit navn. Jeg
hadede dette navn, fordi mig tykkedes, at alle kvinder
krænkedes ved din færd. Og dog, – hvor forunder-
ligt, – når jeg i drømme bygged op mit eget vor-
dende liv, da var altid du min helt, uden at jeg
selv vidste det. Nu skønner jeg det hele. Hvad
var det ikke jeg følte. Det var en anende, gådefuld
længsel efter dig, du eneste, – efter dig, som en-
gang skulde komme for at forklare mig al livets
herlighed.

Nils Lykke
(afsides, idet han sætter lygten fra sig på bordet).

Hvorledes er det fat med mig? Denne svimle,

s. 140

hendragende magt –. Er det således at føle kær-
lighed, da har jeg aldrig vidst det før i denne stund.
– Skulde det ikke endnu være tid –? Ah, dette
forfærdelige med Lucia!

(han synker ned i stolen.)

Eline.

Hvad er det? Så tungt et suk –

Nils Lykke.

O, intet, – intet!

Eline, – nu vil jeg skrifte ærligt for dig. Jeg
har bedraget både med ord og med øjne, og til
mangfoldige har jeg sagt, hvad jeg i denne nat har
tilhvisket dig. Men tro mig –

Eline.

Stille! Ikke mere derom. Min kærlighed er jo
intet vederlag for den, du skænker mig. O nej; jeg
elsker dig, fordi ethvert af dine øjekast er et konge-
bud, som byder det.

(hun lægger sig ned for hans fødder.)

O, lad mig endnu engang præge dette konge-
bud dybt i mit sind, skønt jeg vel véd, at herinde
står det prentet for tid og for evighed.

Du gode Gud, – hvor jeg har været blind for
mig selv! Endnu iaftes sagde jeg til min moder:
«for at kunne leve må jeg bevare min stolthed».
Hvad er da min stolthed? Er det at vide mine
landsmænd fri, eller min slægt hædret over lande
og riger? O, nej; nej! Min kærlighed er min stolt-
hed. Den lille hund er stolt, når den tør sidde ved
sin herres fødder og snappe brødsmuler af hans
hånd. Således er også jeg stolt, sålænge jeg tør
sidde ved dine fødder, medens dine ord og dine øjne
nærer mig med livsens brød. Se; derfor siger jeg

s. 141

til dig, hvad jeg nys sagde til min moder: «for at
kunne leve må jeg bevare min kærlighed»; thi i den
ligger min stolthed nu og alle dage.

Nils Lykke
(drager hende op på sit skød).

Nej, nej, – ikke for mine fødder, men ved min
side er din plads, – og det, hvor højt skæbnen end
kunde falde på at stille mig. Ja, Eline, – du har
ført mig ind på en bedre vej; og vorder det mig
engang forundt ved en berømmelig dåd at sone,
hvad jeg i min vilde ungdom har øvet, da skal
hæderen være din og min tilhobe.

Eline.

O, du taler, som om jeg endnu var den Eline,
der iaftes slængte blomsterkosten for din fod.

I mine bøger har jeg læst om det brogede liv
i fjerne lande. Under hornets klang stævner ridderen
ud i den grønne lund med falken på sin hånd. Så-
ledes stævner også du gennem livet; – dit navn
klinger foran dig, hvor du drager hen. – Alt, hvad
jeg begærer af denne herlighed, er at få hvile som
falken ved din arm. Som den var også jeg blind
for lyset og for livet, indtil du løste bindet fra mine
øjne og lod mig svinge mig op over løvtoppene. –
Men, tro mig, – hvor dristigt jeg end spiler mine
vinger, så vender jeg dog altid tilbage til mit bur.

Nils Lykke
(rejser sig).

Så byder jeg også forgangenheden trods! Se
her; – tag denne ring, og vær min for Gud og
mennesker, – min – selv om de døde skulde få
urolige drømme derover.

Eline.

Du gør mig ilde tilmode. Hvad er det, som –?

Nils Lykke.

Det er intet. Kom nu; lad mig sætte ringen på
din finger. – Se så; – nu har jeg fæstet dig!

Eline.

Jeg Nils Lykkes brud! Det tykkes mig som
en drøm, alt, hvad her er hændt i denne nat. O,
men det er en fager drøm! Jeg er så let om brystet.
Der er ikke længer bitterhed og had i min hu. Jeg
vil gøre al min uret god igen. Jeg har været ukærlig
mod min moder. Imorgen går jeg ind til hende;
hun må forlade mig, hvad jeg har fejlet.

Nils Lykke.

Og give sit minde til vor pakt.

Eline.

Det vil hun. O, jeg tror det visst. Min moder
er god; alle mennesker er gode; – jeg bærer ikke
længere nag til nogen, – undtagen én.

Nils Lykke.

Undtagen én?

Eline.

Ak, det er en sørgelig fortælling. Jeg havde
en søster –

Nils Lykke.

Lucia?

Eline.

Kendte du Lucia?

Nils Lykke.

Nej, nej; jeg har kun hørt hende nævne.

Eline.

Også hun gav sit hjerte til en ridder. Han be-
drog hende; – nu er hun i himlen.

Nils Lykke.

Og du –?

Eline.

Jeg hader ham.

Nils Lykke.

Had ham ikke! Er der barmhjertighed i dit
sind, så tilgiv ham, hvad han har syndet. Tro mig,
han bærer straffen i sit eget bryst.

Eline.

Ham tilgiver jeg aldrig! Jeg kan ikke, selv
om jeg vilde det; thi så dyrt har jeg svoret – –

(lyttende.)

Hys! Kan du høre –?

Nils Lykke.

Hvilket? Hvor?

Eline.

Udenfor; langt borte. Der rider mange mænd
på landevejen.

Nils Lykke.

Ah, det er dem! Og jeg, som glemmer –!
Hidover kommer de. Så er der stor fare! Jeg må
afsted!

Eline.

Men hvorhen? O, Nils Lykke, hvad dølger
du –?

Nils Lykke.

Imorgen, Eline –; thi, ved Gud, da kommer
jeg igen. – Nu hurtig, – hvor er løngangen, som
du nævnte?

Eline.

Gennem gravkælderen. Se, – her er lemmen –

Nils Lykke.

Gravkælderen! (for sig selv.) Lige godt; reddes
må han!

Eline.
(ved vinduet).

Rytterne er lige udenfor –

(hun rækker ham lygten.)

Nils Lykke.

Nu velan –

(han begynder at stige ned.)

Eline.

Gå frem gennem gangen indtil kisten med død-
ningehovedet og det sorte kors; det er Lucias –

Nils Lykke
(stiger hurtigt op og slår lemmen i).

Lucias! Fy –!

Eline.

Hvad siger du?

Nils Lykke.

O, intet. Det var liglugten, som gjorde mig
svimmel.

Eline.

Hør; nu hamrer de på porten!

Nils Lykke
(lader lygten falde).

Ah, det er for sent –!

Eline
(imod ham).

Hvad er det, Bjørn? Hvad er det?

Bjørn.

Overfald! Grev Sture – –

Eline.

Grev Sture? Hvad han?

Nils Lykke.

Har de dræbt ham?

Bjørn
(til Eline).

Hvor er eders moder?

To huskarle
(indstyrtende fra højre).

Fru Inger! Fru Inger!

Fru Inger Gyldenløve,
(med en tændt armstage i hånden, kommer ind gennem den øverste dør
til venstre og siger hurtigt:)

Jeg véd alting. Ned i borggården med jer!
Hold porten åben for vore venner, men lukket for
alle andre.

(hun sætter stagen på bordet til venstre. Bjørn og begge huskarlene
går ud igen til højre.)

Fru Inger
(til Nils Lykke).

Det var altså snaren, herr rigsråd!

Nils Lykke.

Inger Gyldenløve, tro mig –!

Fru Inger.

Et baghold, som skulde fange ham op, så snart
I havde fået hint tilsagn, der kan fælde mig!

Nils Lykke
(idet han tager papiret frem og river det istykker).

Her er eders tilsagn. Jeg beholder intet, som
kan vidne imod eder.

Fru Inger.

Hvad gør I?

Nils Lykke.

Jeg beskærmer eder fra denne stund. Har jeg
forsyndet mig imod eder, – nu, ved himlen, så vil
jeg også prøve på at oprette min brøde. Men ud
må jeg nu, om jeg så skal hugge mig igennem
porten! – Eline, – sig din moder alt! – Og I, fru
Inger, lad vort regnskab være glemt! Vær højmodig
– og taus! Tro mig, I skal komme til at vide mig
stor tak, før dagen gryr.

(han går skyndsomt ud til højre.)

Fru Inger
(ser hoverende efter ham).

Ret så! Jeg forstår ham!

(vender sig til Eline.)

Nils Lykke –? Nu –?

Eline.

Han har banket på min dør og sat denne ring
på min finger.

Fru Inger.

Og han har dig kær af hjertet?

Eline.

Det har han sagt, og jeg tror ham.

Fru Inger.

Snildt handlet, Eline! Ha-ha, min herr ridder,
nu begynder jeg!

Eline.

Min moder, – I er så besynderlig. O, ja, jeg
véd nok, – det er min ukærlige færd, som har for-
tørnet eder.

Fru Inger.

Visst ikke, kære Eline! Du er en lydig datter.
Du har lukket ham ind; du har hørt på hans fagre
ord. Jeg fatter tilfulde, hvad det har kostet dig;
thi jeg kender jo dit had –

Eline.

Men, min moder –!

Fru Inger.

Stille! Vi har mødt hinanden i vore anslag.
Hvorledes bar du dig ad, mit kløgtige barn? Jeg
så elskoven lyse ud af ham. Hold ham nu fast!
Drag ham tættere og tættere ind i garnet; og så –.
Ah, Eline, om vi kunde slide hans mensvorne hjerte
sønder i brystet på ham!

Eline.

Ve mig; – hvad er det I siger?

Fru Inger.

Lad ikke modet svigte dig. Hør på mig. Jeg
véd ordet, som skal holde dig oppe. Så vid da –
(lyttende.) Nu kæmper de udenfor porten. Besindighed!
Snart gælder det – (hun vender sig atter til Eline.) Vid da,
Nils Lykke var den, der lagde din søster i graven.

Eline
(med et skrig).

Lucia!

Fru Inger.

Det var ham, så sandt der er en hævner over os!

Eline.

Da stå mig himlen bi!

Fru Inger
(forfærdet).

Eline –?!

Eline.

Jeg er hans trolovede for Gud.

Fru Inger.

Ulykkelige barn, – hvad har du gjort?

Eline
(med dump røst).

Forbrudt mit hjertes fred. – God nat, min
moder!

(hun går ud til venstre.)

Fru Inger.

Ha-ha-ha –! Det bærer ned ad bakke med
Inger Gyldenløves slægt. Det var den sidste af
mine døtre.

Hvorfor kunde jeg ikke tiet? Havde hun intet
vidst, så var hun kanske bleven lykkelig – på en
måde.

Det skulde så være. Det står skrevet hist
oppe i stjernerne, at jeg skal bryde den ene grønne
gren efter den anden, indtil stammen står bladløs
tilbage.

Lad gå; lad gå! Nu får jeg min søn igen. På
de andre, på mine døtre vil jeg ikke tænke.

s. 149

Regnskab? Gøre regnskab? – Ah, det er
først på den store uvejrsdag –. Det varer længe,
førend den kommer.

Nils Stenssøn
(råber udenfor til højre).

Hej, – slå porten i!

Fru Inger.

Grev Stures røst –!

Nils Stenssøn,
(våbenløs og med forrevne klæder, kommer indstyrtende og råber med
fortvivlet latter:)

Vel mødt igen, Inger Gyldenløve!

Fru Inger.

Hvad har I tabt?

Nils Stenssøn.

Mit rige og mit liv!

Fru Inger.

Og bønderne? Mine svende; – hvor har I dem?

Nils Stenssøn.

Ådslerne vil I finde langs landevejen. Hvem
der har taget resten, skal jeg ikke kunne sige jer.

Olaf Skaktavl
(udenfor til højre).

Grev Sture! Hvor er I?

Nils Stenssøn.

Her; her!

Olaf Skaktavl
(kommer med et klæde om sin højre hånd).

Fru Inger.

Ak, Olaf Skaktavl, også I –!

Olaf Skaktavl.

Det var ugørligt at slippe igennem.

Fru Inger.

I er såret, ser jeg!

Olaf Skaktavl.

Å, jeg har en finger mindre; det er det hele.

Nils Stenssøn.

Hvor er Svenskerne?

Olaf Skaktavl.

I hælene på os. De bryder porten op –

Nils Stenssøn.

O, Jesus! Men nej, nej! Jeg kan ikke, –
jeg vil ikke dø!

Olaf Skaktavl.

Et smuthul, fru Inger! Er her ingen krog, hvor
vi kan dølge ham?

Fru Inger.

Men dersom de gennemsøger gården –?

Nils Stenssøn.

Ja, ja; så vil de finde mig! Og at slæbes bort
til fangenskab, eller at klynges op –! O nej, Inger
Gyldenløve, – det véd jeg forvisst, – det vil I
aldrig tåle!

Olaf Skaktavl
(lyttende).

Nu brast låsen.

Fru Inger
(ved vinduet).

Der stormer mange mennesker ind i portrummet.

Nils Stenssøn.

Og nu at lade mit liv! Nu, da det først ret
skulde begynde! Nu, da jeg så nylig har fået vide,
at jeg har noget at leve for. Nej, nej, nej! – Tro
ikke, at jeg er fejg, Inger Gyldenløve! Hvis der bare
måtte forundes mig så mange levedage, at jeg –

Fru Inger.

Jeg hører dem alt nedenunder i borgestuen.

(bestemt til Olaf Skaktavl.)

Han må reddes – hvad det end skal koste.

Nils Stenssøn
(griber hendes hånd).

O, det vidste jeg nok; – I er ædel og god!

Olaf Skaktavl.

Men hvordan? Når vi ikke kan skjule ham –

Nils Stenssøn.

Ah, jeg har det; jeg har det! Hemmeligheden –!

Fru Inger.

Hemmeligheden?

Nils Stenssøn.

Ja visst; eders og min!

Fru Inger.

Krist i himlen, – kender I den?

Nils Stenssøn.

Fra først til sidst. Og nu, da livet står på
spil –. Hvor er herr Nils Lykke?

Fru Inger.

Flygtet.

Nils Stenssøn.

Flygtet? Da stå Gud mig bi; thi kun ridderen
kan løse min tunge. – Men livet er mere end et
løfte værd! Når den svenske høvedsmand kommer –

Fru Inger.

Hvad så? Hvad vil I gøre?

Nils Stenssøn.

Købe liv og frihed; – åbenbare ham alt.

Fru Inger.

O nej, nej; – vær barmhjertig!

Nils Stenssøn.

Der er jo ingen anden redning. Når jeg har
fortalt ham, hvad jeg nu véd –

Fru Inger
(ser på ham med undertrykt bevægelse).

Så er I frelst?

Nils Stenssøn.

Ja, ja! Nils Lykke vil tale min sag. I ser, det
er det yderste middel.

Fru Inger
(fattet og med eftertryk).

Det yderste middel? I har ret; – det yderste
middel tør hvermand friste. (peger op mod venstre.) Se,
derinde kan I skjule eder sålænge.

Nils Stenssøn
(dæmpet).

Tro mig, – aldrig skal I komme til at angre
eders færd.

Fru Inger
(halvt for sig selv).

Det give Gud, I sagde sandhed!

Fru Inger.

Forstod I, hvad han mente?

Olaf Skaktavl.

Den niding! Han forråder eders hemmelighed.
Han vil ofre eders søn for at frelse sig selv.

Fru Inger.

Når det gælder livet, sagde han, så må det
yderste middel forsøges. – Godt og vel, Olaf Skak-
tavl, – det ske, som han sagde!

Olaf Skaktavl

Hvad mener I?

Fru Inger.

Liv mod liv! Én af dem må gå under.

Olaf Skaktavl.

Ah, – I vil –?

Fru Inger.

Hvis ikke han derinde gøres stum, forinden han
får den svenske høvedsmand itale, så er min søn
tabt for mig. Ryddes han derimod tilside, så vil jeg
med tiden gøre fordring på alle hans adkomster til
fromme for mit eget barn. Da skal I se, at der
endnu er malm i Inger Ottisdatter. Lid på det, –
længe skal I ikke komme til at bie på den hævn,
som I nu i tyve år har tørstet efter. – Hører I?
Der kommer de opover trapperne! Olaf Skaktavl, –

s. 154

det hviler på eder, om jeg imorgen skal være som
en barnløs kvinde eller –

Olaf Skaktavl.

Det ske! Jeg har endnu en rørig næve i behold.
(rækker hende hånden.) Inger Gyldenløve, – ved mig skal
ikke eders navn dø ud.

(han går ind i værelset til Nils Stenssøn.)

Fru Inger
(bleg og rystende).

Tør jeg også vove –?

(der høres larm i værelset; hun iler med et skrig hen imod døren.)

Nej, nej, – det må ikke ske!

(et tungt fald høres derinde; hun dækker ørerne til med begge hænder
og iler med et fortvivlet blik fremover gulvet igen. Efter et ophold
tager hun forsigtigt hænderne bort, lytter atter og siger sagte:)

Nu er det forbi. Alting er stille derinde. – Du
så det, Gud, – jeg betænkte mig! Men Olaf Skak-
tavl var for rap på hånden.

Olaf Skaktavl
(kommer taus ind i salen).

Fru Inger
(lidt efter, uden at se på ham).

Er det gjort?

Olaf Skaktavl.

For ham kan I være tryg; – han forråder ingen.

Fru Inger
(som før).

Han er altså stum?

Olaf Skaktavl.

Sex tommer stål i brystet. Jeg fældte ham med
min venstre hånd.

Fru Inger.

Ja, ja, – den højre var også for god til sligt.

Olaf Skaktavl.

Det må I om; – tanken var eders. – Og nu
til Sverig! Fred med jer sålænge! Når vi næste
gang træffes på Østråt, kommer jeg selv anden.

(han går ud gennem den øverste dør til højre.)

Fru Inger.

Blod på mine hænder. Dertil skulde det altså
komme! – Han begynder at blive mig dyrekøbt nu.

En af krigsknægtene.

Tilgiv, hvis I er husets frue –

Fru Inger.

Er det grev Sture, I leder efter?

Krigsknægten.

Det er så.

Fru Inger.

I er i så fald ikke på vildspor. Greven har
søgt tilflugt hos mig.

Krigsknægten.

Tilflugt? Forlad, min højædle frue, – men den
mægter I ej at give ham; thi –

Fru Inger.

Hvad I der siger, har nok greven selv begrebet;
og derfor har han, – ja, se selv efter –, derfor
har han aflivet sig.

Krigsknægten,

Aflivet sig?

Fru Inger.

Se selv efter, som jeg sagde. Der inde vil I
finde liget. Og da han nu allerede er stedet for en
anden dommer, så er det min bøn, at han føres
herfra med al den ære, som det sømmer sig hans
adelige byrd. – Bjørn, du véd, i lønkamret har min
egen kiste stået rede i mange år. (til krigsknægtene.)
I den beder jeg, at I vil føre grev Stures lig til
Sverig.

Den forrige krigsknægt.

Det skal ske, som I byder. (til en af de andre.) Løb
du med dette budskab til herr Jens Bjelke. Han
holder med resten af rytterne borte på landevejen.
Vi andre får gå her ind og – –

(en af krigsknægtene går ud til højre; de øvrige går med Bjørn ind i
værelset til venstre.)

Fru Inger
(går en stund taus og urolig omkring på gulvet).

Dersom ikke grev Sture sådan i en skynding
havde sagt verden farvel, så var han inden en
måned klynget op i galgen eller sat i bur for sin
levetid. Havde han været bedre tjent med en slig lod?

Eller også havde han købt sig fri ved at spille
mit barn i mine fienders vold. Er det så mig, der
har dræbt ham? Værner ikke ulven selv om sin
yngel? Hvo tør da fælde dommen over mig, fordi
jeg hug en klo i den, der vilde røve mit kød og
blod? – Det er noget, som måtte så være. En-
hver moder havde gjort som jeg.

Men det er ikke tid til ørkesløse tanker nu.
Virke må jeg.

(hun sætter sig ved bordet til venstre.)

s. 157

Jeg vil skrive til alle venner rundt om i landet.
Alle må de nu rejse sig og støtte den store sag.
En ny konge –; rigsstyrer først, og så konge – –

(hun begynder at skrive, men standser tankefuld og siger sagte:)

Hvem vil de vælge i den dødes sted? – Konge-
moder –? Det er et vakkert ord. Der er kun én
hage ved det; – denne hæslige lighed med et andet
ord. – Kongemoder og – kongemorder. –
Kongemorder, – det er den, der tager en konges
liv. Kongemoder, – det er den, der skænker en
konge livet.

(hun rejser sig.)

Nu vel; jeg vil give vederlag for, hvad jeg har
taget. – Min søn skal vorde konge!

(hun sætter sig igen og tager fat på arbejdet, men lægger det atter fra
sig og læner sig tilbage i stolen.)

Det er altid noget uhyggeligt, så længe en ligger
lig i et hus. Det er derfor jeg kender mig så sæl-
somt tilmode. (vender hovedet hvasst til siden, som om hun talte
til nogen.) Ikke det? Hvoraf skulde det ellers komme?

(grublende.)

Er der da så stor en forskel på at fælde en
fiende og at slå en ihjæl? Knut Alfsøn havde med
sit sværd kløvet mangen pande; og dog var hans
egen så rolig som et barns. Hvorfor ser jeg da
altid dette – (gør en bevægelse, som når man hugger til med
en kniv.) – dette stød imod hjertet – og så den røde
blodflom bagefter?

(hun ringer og vedbliver at tale, idet hun rager om mellem papirerne.

Herefter vil jeg ikke vide noget af slige stygge
syner. Jeg vil være virksom både dag og nat. Og

s. 158

om en måned – om en måned kommer min søn
til mig – –

Bjørn
(træder ind).

Var det eder, som ringede, min frue?

Fru Inger
(skrivende).

Du skal hente flere lys. Herefterdags vil jeg
have mange lys i stuen.

(Bjørn går ud igen til venstre.)

Fru Inger
(efter en stund, rejser sig med heftighed).

Nej, nej, nej; – jeg kan ikke føre pennen
inat! Det brænder og værker i mit hoved –

(opskræmt, lyttende.)

Hvad er det? Å, de skruer låget til på kisten
derinde.

Dengang jeg var barn, fortalte de mig eventyret
om ridder Åge, som kom med kisten på sin bag. –
Dersom nu han derinde en nat fik det indfald at
komme med kisten på sin bag og takke for lån?
(ler stille.) Hm, – vi voksne har ikke noget med vor
børnetro at skaffe. (heftigt.) Men slige eventyr duer
alligevel ikke! De volder urolige drømme. Når min
søn vorder konge, skal de forbydes.

(hun går et par gange frem og tilbage; derpå åbner hun vinduet.)

Hvorlænge plejer det gemenligen vare, forinden
et lig begynder at rådne? Alle stuer skal luftes
ud. Sålænge ikke det er gjort, er det usundt at
leve her.

Fru Inger,
(der atter har taget fat på papirerne):

Det er ret. Lad mig se du kommer ihu, hvad
jeg sagde dig. Mange lys på bordet! – – Hvad
tager de sig nu for derinde?

Bjørn.

De holder endnu på at skrue kistelåget fast.

Fru Inger
(skrivende).

Skruer de det godt fast?

Bjørn.

Så godt, som det behøves.

Fru Inger.

Ja, ja, – du kan ikke vide, hvor godt det be-
høves. Se efter, at det gøres forsvarligt. (går hen til
ham med hånden fuld af papirer og siger hemmelighedsfuldt:) Bjørn,
du er en gammel mand; men jeg vil lægge dig én
ting på hjerte. Vær på din post mod alle menne-
sker, – både mod dem, som er døde og mod dem,
som skal dø. – Gå nu ind – gå ind og se efter,
at de skruer kistelåget godt fast.

Bjørn
(sagte, hovedrystende).

Jeg kan ikke blive klog på hende.

(han går atter ind i værelset til venstre.)

Fru Inger
(begynder at forsegle et brev, men kaster det halvfærdigt fra sig, går
en stund op og ned, derpå siger hun med heftighed):

Dersom jeg var fejg, så havde jeg aldrig i evig-
hed gjort dette her! Dersom jeg var fejg, så havde

s. 160

jeg skreget til mig selv: hold inde, mens du endnu
har en slump salighed i behold for din sjæl!

(hendes øje falder på Sten Stures billede; hun undviger synet og siger
sagte:)

Der ler han livagtigt ned til mig! Fy!

(hun vender billedet om mod væggen uden at se på det.)

Hvorfor lo du? Var det, fordi jeg handled ilde
med din søn? Men den anden, – er ikke også han
din søn? Og han er min tillige; mærk dig det!

(hun skotter stjålent henover billedrækken.)

Så vilde, som inat, har jeg aldrig set dem før.
De har øjnene med mig, hvor jeg står og går.
(stamper i gulvet.) Men jeg vil ikke vide af det! Jeg vil
have fred i mit hus! (begynder at vende alle billederne indad
mod væggen.) Ja, om det så var den hellige jomfru
Maria selv – –. Synes du det nu er påtide –?
Hvorfor hørte du aldrig mine bønner, når jeg så
brændende bad om at få mit barn tilbage? Hvorfor?
Fordi munken i Wittenberg har ret: Der er ingen
mellem Gud og menneskene!

(hun ånder tungt og vedbliver under stedse stigende vildelse:)

Det er såre godt, at jeg véd besked om de ting.
Der er ingen, som har set, hvad der gik for sig
derinde. Der er ingen, som kan vidne imod mig.

(breder pludselig armene ud og hvisker:)

Min søn! Mit elskede barn! Kom til mig! Her
er jeg! – Hys! Jeg vil sige dig noget. Jeg er
forhadt deroppe – hinsides stjernerne – fordi jeg
fødte dig til verden. Det var meningen med mig,
at jeg skulde bære Gud Herrens mærke over riget.
Men jeg gik min egen vej. Det er derfor, jeg har
måttet lide så meget og så længe.

Bjørn
(kommer fra værelset til venstre).

Frue, jeg har at melde – –. Krist fri mig,
– hvad er dette?

Fru Inger,
(der er stegen op i højsædet, som står ved væggen til bøjre):

Stille; stille! Jeg er kongemoder. De har kåret
min søn til konge. Det holdt hårdt, forinden det
kom så vidt; – thi det var med den vældige selv,
jeg havde at stride.

Nils Lykke
(kommer åndeløs ind fra højre).

Han er frelst! Jeg har Jens Bjelkes løfte. Fru
Inger, – vid at –

Fru Inger.

Stille, siger jeg! Se, hvor det vrimler af men-
nesker.

(en ligsalme høres inde fra værelset.)

Nu kommer kroningstoget. Hvilken stimmel!
Alle nejer de sig for kongemoderen. Ja, ja; hun
har også stridt for sin søn – så længe til hun fik
røde hænder deraf. – Hvor er mine døtre? Jeg
ser dem ikke.

Nils Lykke.

Guds blod, – hvad er her sket?

Fru Inger.

Mine døtre; – mine fagre døtre! Jeg har ingen
mere. Jeg havde én igen, og hende misted jeg, da

Henrik Ibsen: Fru Inger til Østråt.

11

s. 162

hun skulde stige i brudesengen. (hviskende.) Lucia lå
lig i den. Der var ikke plads for to.

Nils Lykke.

Ah, – dertil er det altså kommet! Herrens
hævn har rammet mig.

Fru Inger.

Kan I se ham? Se, se! Det er kongen. Det
er Inger Gyldenløves søn! Jeg kender ham på kro-
nen og på Sten Stures ring, som han bærer om
halsen. – Hør, hvor lystigt det klinger. Han nær-
mer sig! Jeg har ham snart i min favn! Ha, ha,
– hvem sejrer, Gud eller jeg?

(Krigsknægtene kommer ud med kisten.)

Fru Inger
(griber sig om hovedet og råber):

Liget! – (hviskende.) Fy; det er en hæslig drøm.

(hun synker ned i højsædet.)

Jens Bjelke,
(som er trådt ind fra højre, standser og råber overrasket):

Død! Altså dog –

En af krigsknægtene.

Selv har han –

Jens Bjelke
(med et blik til Nils Lykke).

Han selv –?

Nils Lykke.

Hys!

Fru Inger
(mat og besindende sig).

Ja, rigtig; – nu kommer jeg det altsammen ihu.

Jens Bjelke
(til krigsknægtene).

Sæt liget ned. Det er ikke grev Sture.

En af krigsknægtene.

Tilgiv, herr ridder; – men denne ring, som
han bar om sin hals –

Nils Lykke
(griber ham i armen).

Ti; ti!

Fru Inger
(farer ivejret).

Ringen? Ringen!

(hun iler hen og river den til sig.)

Sten Stures ring! (med et skrig.) O, Jesus Krist,
– min søn!

Krigsknægtene.

Hendes søn?

Jens Bjelke
(på samme tid).

Inger Gyldenløves søn?

Nils Lykke.

Så er det.

Jens Bjelke.

Men hvorfor sagde I mig ikke – –?

Bjørn,
(der forsøger at løfte hende op):

Hjælp; hjælp! Min frue, – hvad fattes eder?

Fru Inger
(med mat røst, idet hun hæver sig halvt ivejret):

Hvad der fattes –? Én kiste til. En grav
hos mit barn – –

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Samarbeidspartnere:

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: